Tre personer er kørt på sygehuset efter en arbejdsulykke hos LEGO på Systemvej i Billund.

»Vi fik anmeldelsen klokken 9.27, og jeg kan oplyse, at tre personer er kørt på sygehuset,« siger Jesper Knudsen, der er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

Han oplyser, at Arbejdstilsynet er blevet tilkaldt til LEGO for at undersøge, hvad der er sket.

Klokken 20:36 skriver TV Syd, at Lego-koncernen har bekræftet arbejdsulykken.

»LEGO Koncernen kan bekræfte, at en arbejdsulykke fandt sted den 6. februar om morgenen på en byggeplads ved en af koncernens bygninger på Hans Jensensvej i Billund.«

Der var tale om tre personer fra en underleverandør, som kom til skade.

Der blev udøvet førstehjælp på stedet indtil ambulancerne nåede frem, og de tre tilskadekomne blev kørt på sygehuset.

Man har nu igangsat en undersøgelse af hændelsen.

B.T. følger sagen.