Sjællands Universitetshospital i Nykøbing Falster har fået et påbud fra Arbejdstilsynet, efter flere medarbejdere på Børne- og Ungdomsafdelingen har oplevet gener på deres kontor.

Det skriver Lolland-Falsters Folketidende

Arbejdstilsynet mener, at der er en konkret mistanke om, at indeklimaet ikke lever op til reglerne, efter flere af medarbejderne har beskrevet, at de har fået hovedpine og koncentrationsbesvær sidst på dagen.

Tilsynets egen vurdering efter at have besøgt Børne- og Ungdomsafdelingen var da også, at luften i lokalet var både varm, tung og stillestående, skriver Folketidende. 

Sjællands Universitetshospital i Nykøbing Falster har derfor fået et påbud om at måle temperaturen og CO₂-niveauet på medarbejdernes kontor de kommende to måneder. 

Hospitalet skal indlevere undersøgelsen til Arbejdstilsynet 1. september.