Torsdag har Dansk Sygeplejeråd (DSR) indgivet varsel om strejke, efter et lille flertal har stemt nej til den nye overenskomstaftale, og det skaber en svær og ganske alvorlig situation.

Det mener Laust Høgedahl, arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet.

Det store spørgsmål er, om regeringen vil gribe ind, mener Laust Høgedahl.

»Det er den ubekendte. Hvor står regeringen? Vi man fastholde linjen, hvor man siger, man ikke blander sig i den danske model, eller vil man aktivt prøve at spille med en politisk løsning?«

»Medmindre der bliver spillet en politisk løsning ind, er det faktisk umuligt at løse i Forligsinstitutionen.«

Problemet er blandt andet lønspørgsmålet.

»Hvis det handlede om, at den ene sagde fem kroner, og den anden sagde ti, kunne man mødes på syv eller otte kroner.«

»Det er ikke situationen her. Det er et lønefterslæb, der er svært at løse,« siger Laust Høgedahl.

Den overenskomstaftale, som et flertal af DSRs medlemmer har stemt nej til, indebærer lønstigninger på lige over fem procent.

DSR håber dog på en løsning ifølge formand Grete Christensen. Hun siger, at Dansk Sygeplejeråd ønsker at lægge pres på regioner og kommuner for at få dem til forhandlingsbordet – og forhåbentlig finde en løsning, der er opbakning til.

Grete Christensen siger, at situationen ikke er optimal, men at man er nødt til at agere på et klart budskab fra medlemmerne.

Strejken er sat til at begynde natten mellem torsdag 20. maj og fredag 21. maj.

Inden da skal parterne altså mødes og forsøge at rede trådene ud og nå til enighed om en aftale.

»Det er ganske alvorligt, og der er stor sandsynlighed for, at det her ender i en konflikt,« siger Laust Høgedahl.

Sygeplejerådet har besluttet at varsle strejke for ti procent af medlemmerne ansat i kommuner og regioner.

/ritzau/