Coronakrisen har sat sit markante aftryk på arbejdsløsheden de seneste måneder i Danmark, og maj var da heller ingen undtagelse.

Her steg bruttoledigheden med 6.200 fuldtidspersoner i forhold til april.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

»Stigningen i maj kommer ikke som en overraskelse, fordi vi har de her tal på ugentlig basis fra Beskæftigelsesministeriet,« siger Troels Kromand Danielsen, der er cheføkonom i Nykredit.

Han påpeger samtidig, at danskerne nok ikke skal forvente, at ledigheden falder den kommende periode.

»Vi har stadig en stor stigning i ledigheden til gode. Mange virksomheder tager nu konsekvensen af svækkede forretningsmuligheder og smider håndklædet i ringen og tilpasser medarbejderstaben. Det vil give flere ledige i de kommende måneder,« forklarer Troels Kromand Danielsen og tilføjer:

»Det er værd at huske på, at det danske arbejdsmarked ikke er frosset helt til, selv om ledigheden stiger. Ledigheden er ganske vist steget med 55.600 personer, men i alt 161.800 personer har været en tur i ledighedskøen. Det vidner om, at folk stadig finder beskæftigelse, selv om tiderne er lidt sværere end ellers.«

Siden februar er ledigheden i Danmark nu steget med i alt 55.600 personer og udgør 159.400 personer. Dermed er arbejdsløsheden vokset til 5,6 procent.