Al DSB's togtrafik øst for Odense er mandag morgen indstillet grundet en arbejdsnedlæggelse, melder DSB.

Mandag morgen er togtrafikken i Østdanmark lammet. Det er konsekvensen af en arbejdsnedlæggelse blandt DSB's lokomotivførere.

Tidligt mandag morgen oplyser DSB, at der ikke kører DSB-tog øst for Odense.

Det gælder både fjern- og regionaltog samt alle S-tog i Storkøbenhavn. Det oplyser informationschef i DSB Tony Bispeskov tidligt mandag.

- Ved sekstiden har vi indstillet togtrafikken øst for Odense. Så vi kører ikke tog øst for Odense og hele Sjælland - hverken S-tog eller fjern- og regionaltog, siger han.

Skånetrafikken oplyser på sin hjemmeside, at der heller ikke kører Øresundstog over Øresundsbroen mandag morgen - hverken i den ene eller anden retning.

Skånetrafikken har dog indsat togbusser mellem Københavns Lufthavn og Malmø Hyllie.

Mandag morgen oplyste DSB kortvarigt, at der fra ved ottetiden ville være et enkelt tog i timen mellem Odense og Slagelse. Det var dog ikke rigtigt. Man kan dog opleve, at der kører tog på strækningen, da de skal køres væk.

Arbejdsnedlæggelsen kommer efter længere tids konflikt mellem lokomotivførerne og DSB. Konflikten omfatter ikke de gods- og lokaltog, der drives af andre operatører end DSB.

Ifølge Tony Bispeskov, der er informationschef i DSB, er det usikkert, hvornår togene vil køre igen.

- Der er tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. Og det er i sagens natur svært at sige, hvornår lokomotivførerne genoptager arbejdet, siger han lidt efter klokken seks.

- Vi opfordrer alle passagerer til at holde sig opdateret online. Men man bør forsøge at finde alternative transportformer som for eksempel bus eller metro.

Ifølge et billede af en seddel, der er delt på Twitter, oplyser DSB-ansatte på strejken, at den vil vare fra klokken 04.00 til 15.00. DSB har dog ingen tidshorisont for, hvornår togene kører igen.

DSB vil ikke erstatte togene med togbusser, oplyser Tony Bispeskov.

- Der er ganske enkelt ikke det antal busser i landet til, at vi kan finde en fornuftig løsning i denne her situation.

- Man skal tænke på, at der dagligt er omkring 500.000 rejsende med DSB. Derfor vil togbusser på ingen måde være en løsning, vi kan få etableret og op at køre på en rimelig og forsvarlig vis, siger Tony Bispeskov.

Han understreger, at rejsetidsgarantien fortsat gælder.

Forholdet mellem DSB og lokoførerne har været kørt af sporet, siden DSB i slutningen af 2017 løsrev sig fra de statslige overenskomster og meldte sig ind i Dansk Industri.

Sidenhen har DSB opsagt en række lokalaftaler om arbejdstid. Det er ifølge avisen.dk forhandlinger om disse aftaler, der volder kvaler, og som har ført til flere arbejdsnedlæggelser blandt DSB-medarbejdere.

DSB har ønsket antallet af tillidsfolk reduceret markant, og i november gik Dansk Jernbaneforbund med til at gå fra 99 til 41 tillidsrepræsentanter.

Men fordi de øvrige aftaler om DSB-medarbejdernes fremtidige vilkår ikke er på plads, har forbundet endnu ikke villet skrive under på aftalen om færre tillidsfolk.

Aftalen skulle træde i kraft mandag.

/ritzau/