Lyt til artiklen

En arbejdscomputer blev i efteråret 2019 stjålet fra en bil tilhørende en medarbejder i Hørsholm Kommune.

Og nu, tre år efter, er det resulteret i en bøde på 50.000 kroner til den nordsjællandske kommune.

Det oplyser anklagemyndigheden hos Nordsjællands Politi på Twitter.

Bøden skyldes, at arbejdscomputeren ikke var tilstrækkeligt sikret mod uvedkommendes adgang til personfølsomme oplysninger.

Datatilsynet har tidligere oplyst, at den indeholdt personoplysninger om cirka 1.600 medarbejdere ved Hørsholm Kommune, herunder oplysninger af følsom karakter og oplysning om personnumre. Tilsynet indstillede derfor kommunen til en bøde.

Også Gladsaxe Kommune er indstillet til en bøde for brud på GDPR-lovgivningen, efter en computer med 20.620 borgeres personoplysninger blev stjålet fra rådhuset i december 2018.

Heller ikke den computer var beskyttet med kryptering. Det koster Gladsaxe Kommune en bøde på 100.000 kroner.

»Som borger har man ikke mulighed for at fravælge kommunens behandling af oplysninger om en, og kommunen har derfor et stort ansvar for at undgå, at oplysningerne kommer til uvedkommendes kendskab,« har Frederik Viksøe Siegumfeldt, kontorchef i Datatilsynet, tidligere udtalt i en pressemeddelelse.

Datatilsynet blev opmærksom på sagerne, da begge kommuner anmeldte tyverierne.