De er blevet kåret som danskernes foretrukne bank i 13 år i træk.
Men nu har Konkurrencerådet politianmeldt Arbejdernes Landsbank i sag om opsigelse af et betalingsinstitut.
Det fremgår i en pressemeddelelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Rådet vil have banken idømt en bøde.
Nærmere bestemt drejer det sig om, at Arbejdernes Landsbank ulovligt har opsagt betalingsinstituttet Clearhaus som kunde.
Betalingsinstitutter leverer betalingstjenester, som for eksempel giver netbutikker mulighed for at modtage kortbetalinger.
»Siden 2018 har pengeinstitutter skullet overholde reglerne om at give betalingsinstitutter adgang til kontotjenester. Hidtil har Konkurrencerådet alene givet påbud for overtrædelser, blandt andet fordi reglerne er relativt nye,« siger formand for Konkurrencerådet, Christian Schultz og fortsætter:
»Sammen med Finanstilsynet har vi udgivet en vejledning, og der har været flere afgørelser på området, som virksomhederne kan orientere sig i. Derfor vil vi også fremadrettet politianmelde overtrædelser af disse regler med henblik på bøde, når det er relevant.«
Arbejdernes Landsbank har i to tidligere sager fået påbud om at ændre sine vilkår og ikke opsige et betalingsinstitut.
I den sag, hvor rådet i dag har truffet afgørelse, har banken begrundet opsigelsen med nye udenlandske ejere af Clearhaus. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderer dog, at bankens vilkår herom ikke er fastsat i overensstemmelse med betalingsreglerne, og at Clearhaus’ ændrede ejerforhold blandt andet derfor ikke berettiger banken til at opsige instituttet.
Desuden er dele af bankens vilkår for at få adgang til dens betalingskontotjenester i strid med betalingsloven.

