Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø opfordrede fredag til at bruge appen "Arter" til at skelne mellem egeprocessionsspinderen og ufarlige larver i naturen.

Det budskab har skabt en stigning i antallet af brugere på appen.

Over den forgangne weekend kom knap 2200 nye brugere til.

Der er næsten tale om en tidobling, da antallet af nye brugere for årstiden plejer at være 75 om dagen.

Det oplyser Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

I alt har knap 58.000 hentet appen "Arter", der kan bruges til at identificere navnet på dyr og planter, som fotograferes i naturen.

Fredag 10. juli lå appen nummer et på Apples App Store over de mest populære gratis apps i Danmark.

Lørdag lå appen nummer tre og lå med andre ord i selskab med Uber, ChatGPT og TV 2 Play på app-hitlisten.

Det viser tal fra dataselskabet Sensor Tower.

I de efterfølgende dage er appen dog strøget ud af hitlistens top-25.

Det er uvist, hvad den præcise algoritme er på hitlisterne på App Store. Men en topplacering er generelt udtryk for en høj downloadaktivitet på kort tid og en pludselig stigning.

Appens popularitet er steget, efter at opmærksomheden på "larven fra helvedet" med det officielle navn egeprocessionsspinder har gjort det samme.

Når man indsender fund af larven i appen, tegnes der automatisk et digitalt kort med findestederne.

Borgernes billeder kvalitetstjekkes herefter af artseksperter, som hjælper med artsbestemmelsen.

- Arter trækker på et omfattende billedkartotek, og den giver et meget sikkert bud på, hvilken larve man står over for, siger projektleder Payana Parton til styrelsens hjemmeside.

- Arter kan formentlig være et meget nyttigt hjælpemiddel for mange, fordi man får vished for, hvad det er for en larve, man står med. Og der findes altså mange helt ufarlige larver i naturen netop nu, siger hun.

Appen er gratis og drives i samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø og Statens Naturhistoriske Museum.

RITZAU