Aphaca blev udråbt til Årets Nye Danske Navn til Gaffa-prisen 2025. På det forgangne år har popkvartetten etableret sig i sådan en grad, at musikmagasinet Gaffas læsere nu har hædret gruppen som både Årets Livenavn, Årets Navn og Årets Popnavn.

Det står klart, efter at Gaffa-prisen 2026 er blevet uddelt på spillestedet Amager Bio i København torsdag aften med musiker og skuespiller Lasse Dein som vært.

Aphaca står ifølge læserne også bag Årets Single for "En drøm om et menneske". Nummeret giver også bandet - i samarbejde med deres faste musikalske makker, Adi Zukanovic - prisen som Årets Sangskriver.

Der blev uddelt 15 statuetter til Gaffa-prisen 2026 - herunder for Årets Hiphopnavn, som gik til X Factor-dommeren Benjamin Hav, og Årets Rocknavn til Carpark North - og så uddelte musikmagasinet for første gang en ærespris.

Den tilfaldt popsangerinden Medina.

Æresprisen "hylder en musiker, som har sat et varigt aftryk på den danske musikscene og fortsat skubber grænserne", oplyser musikmagasinet.

- Hits som "Velkommen til Medina" og "Kun for mig" gjorde hende til en markant del af dansk musikhistorie. Sangene er stadig uundværlige i både radioen, på klubben og på scenen, lyder det blandt andet i begrundelsen.

- Medina fortsætter med at skabe tidløse hits og bringer nye nuancer til sin musik gennem samarbejder som "Rick Ross Pt. 2" med Tessa, arbejde med Kind mod Kind og Maximilian, samt medvirken på Anton Westerlins "Godaften" med sommerhittet "Hørt det før" sammen med Pil, Annika og Mille.

Det er musikmagasinet Gaffas redaktion, der har indstillet en lang række artister på nomineringslisterne efter en vurdering af deres kunstneriske og kommercielle præstationer i 2025.

I vurderingen indgår blandt andet pladeselskabernes brancheorganisation Ifpis liste over de mest streamede og de mest solgte albummer samt alle de plader, som Gaffas egne anmeldere har givet enten fem eller de maksimalt seks stjerner.

Herefter er det læserne, som stemmer om, hvem der skal snuppe statuetterne.

Gaffa-prisen blev uddelt for første gang i 1991.

/ritzau/