Der er det seneste døgn registreret 475 nye smittetilfælde i Danmark. Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde.

Han har ikke oplyst, hvor mange test der er taget det seneste døgn.

Antallet af nye smittetilfælde er blandt de laveste de seneste måneder.

På landets sygehuse er status, at antallet af indlagte med coronavirus det seneste døgn er faldet med to til 120.

Det er det laveste antal indlagte siden slutningen af oktober, hvor anden bølge af smitten var ved at ramme Danmark.

Antallet af indlagte med coronavirus er faldet med 88 procent, siden epidemien toppede i starten af januar med flest indlæggelser på landets sygehuse.

Der blev onsdag givet 75.000 vaccinestik, hvilket er blandt de travleste dage på de danske vaccinationscentre.

Dermed er mere end 2,5 millioner i gang med at blive vaccineret eller færdigvaccineret.

- Det er tredje dag i træk med over 70.000 stik på en dag. Det er rekord, og det er en kæmpe vaccinemotor, vi har i gang nu, siger Magnus Heunicke.

Det lave niveau af smitte og indlæggelser og fremdriften i vaccinationerne er baggrunden for, at et stort flertal i Folketinget natten til torsdag har indgået en aftale, der lemper en lang af de nuværende restriktioner.

Aftalen betyder, at stort set alle restriktioner vil være udfaset 1. september.

Der vil fortsat være restriktioner i nattelivet, ved rejser og ved arrangementer med over 2000 deltagere. Fra 1. oktober vil stort set alle restriktioner efter planen være fortid.

/ritzau/