Der er til og med tirsdag registreret seks hedebølgedøgn i Danmark i 2026. Det er det højeste antal hedebølgedøgn, DMI har registreret siden 2011, hvor registreringen begyndte.

På baggrund af 15 års tal er det endnu for tidligt at sige noget om tendensen.

Men det er sikkert, at der kommer flere hedebølgedøgn i fremtiden, og de vil vare i længere perioder.

Det siger Frans Rubek, der er klimatolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- At vi lige ser en del hedebølgedøgn i år, er tilfældigt, for det skyldes jo vejret, og vejret er kaotisk, og det går op og ned hvert år.

- Bagved ligger der en gennemsnitstemperatur, der er stigende - langsomt, men stigende - år for år, og det vil sige, at vejret svinger kaotisk ud fra en højere og højere gennemsnitstemperatur, og derfor vil vi oftere opleve hedebølgedøgn, og kolde perioder vil tilsvarende blive sjældnere, siger han.

De kommende dage venter der formentlig flere hedebølgedøgn. DMI har udsendt varsel om hedebølge for den centrale og nordlige del af Jylland frem til fredag.

En hedebølge er, når gennemsnittet af dagens højeste temperatur er over 28 grader tre dage i træk.

Det er sjældent i Danmark. DMI har siden 2011 opgjort antallet af hedebølgedøgn. Der har i perioden været i alt 25 hedebølgedøgn til og med tirsdag. I 2018 og 2020 var der fem hedebølgedøgn. Det er næstflest efter 2026.

I 2023 til 2025 har der ikke været nogen hedebølgedøgn. Men det er blandt andet "vejrets tilfældigheder", der afgør, hvor mange hedebølgedøgn der er på et år, siger Frans Rubek.

- I 2018, 2019 og 2020 var der tre år i træk med hedebølgedøgn, og nu har der lige været tre år uden. Så det er tilfældigt, fordi det er op til et omskifteligt vejr.

- På et givent år er det vejrets tilfældigheder, der afgør det, siger han.

DMI's beregninger viser, at antallet af hedebølgedøgn vil stige med cirka fem døgn om året allerede i midten af dette århundrede og cirka 11 døgn i slutningen af århundredet.

Tallene er beregnet med DMI's klimamodeller for det høje udledningsscenarie. Det betyder, at vi lige nu får en lille forsmag på, hvad der venter os i Danmark frem mod 2100, lyder det.

RITZAU