Britisk coronavariant fortsætter fremmarch og udgjorde i uge 3 13,4 procent af de analyserede positivprøver.

Der er fundet 431 nye coronatilfælde det seneste døgn.

Det oplyser Statens Serum Institut lørdag.

Fundet er gjort på baggrund af 116.163 prøver.

Det betyder, at andelen af smittede - den såkaldte positivprocent - er helt nede på 0,37.

Man skal tilbage til 2. september sidste år for at finde et tilsvarende lavt tal. Da var andelen 0,40.

Den britiske variant - kaldet B117 - fortsætter dog med at vinde frem.

Varianten er konstateret hos 975 personer i Danmark.

I uge 1 blev varianten fundet i 4 procent af de analyserede positivprøver. Det steg i uge 2 til 7,4. Og i uge 3 er tallet foreløbig steget til 13,4 procent af prøverne. Det tal kan stige, da der er en forsinkelse i opgørelsen.

Antallet af indlagte falder med 42 til 541.

Der er 22 nye dødsfald, og det betyder, at samlet set 2106 personer er døde med covid-19 i Danmark.

/ritzau/