Antallet af indlagte falder med 20 til 839. Det samlede antal ramte er steget 1502 på 29 timer.

Der er registreret 1502 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark.

Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI), der på grund af tekniske problemer ikke har alle de normale tal med i sin opgørelse torsdag.

Antallet af positive test er fundet på 112.415 prøver. Det er det højeste antal i januar, men skal ses i lyset af, at opgørelsen dækker fem timer mere end normalt - altså 29 timer.

- Ligeledes vil tallene i morgen (fredag, red.) inkludere prøvesvar fra mindre end et døgn og dermed underestimere, skriver SSI.

Antallet af positive test svarer til, at 1,34 procent af prøverne har været positive for covid-19. Det er det laveste siden 12. november.

Samtidig er antallet af indlagte med coronavirus på landets sygehuse faldet med 20 til 839, skriver DR og B.T.

Der er samtidig sket et fald på ni patienter på intensivafdelingerne, hvor der nu ligger 128 - heraf 92 i respirator.

Opgørelsen fra SSI indeholder kun antallet af pcr-test - og altså ikke lyntestene, som fire private aktører foretager for staten.

Her blev der onsdag fundet 181 smittede personer i 15.563 prøver. Det var ottende dag i træk, der var færre end 300 smittetilfælde.

Det anbefales, at man ikke får lavet en lyntest , hvis man har symptomer på covid-19. I stedet anbefales en pcr-test, som er dem, der bruges i det offentlige testsystem.

Det skyldes, at lyntest ikke vurderes at være lige så pålidelige til at påvise, om man er smittet med coronavirus som pcr-test.

Generelt regnes lyntest dog for meget pålidelige, når der rent faktisk bliver konstateret smitte.

Usikkerheden har i stedet særligt omhandlet de tilfælde, hvor testen har givet et negativt svar.

Mens de daglige smittetal altså ikke er kommet som vanligt, er der fortsat kommet status over antal af påbegyndte vaccinationer.

I alt har omtrent 130.000 danskere fået det første af to stik af coronavaccinen fra Pfizer/BioNTech. Det svarer til 2,21 procent af befolkning.

/ritzau/