Der er fundet yderligere 659 coronatilfælde i Danmark. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Opgørelsen dækker over 15 timer på grund af tekniske problemer med servere torsdag hos SSI.

Der er kommet svar på 52.270 prøver. Det svarer til 1,26 procent af prøverne har været positive for covid-19.

Det er den laveste andel siden midten af oktober, men selv om smittetallene er faldende, er sundhedsmyndighederne og regeringen i øjeblikket meget bekymret for situationen.

Sidste uge blev restriktionerne i samfundet strammet yderligere for at begrænse spredningen af den mere smitsomme engelske virusvariant B117.

Blandt andet må danskerne maksimalt samles fem personer, ligesom der nu opfordres til at holde mindst to meters afstand.

Onsdag blev restriktionerne forlænget, så de nu gælder frem til og med 7. februar. Tidligere stod til de at udløbe på mandag.

Status er fredag, at der nu er 792 personer smittet med covid-19 indlagt på de danske hospitaler. Det er 47 færre end torsdag.

Det er første gang siden 26. december, at der er færre end 800 smittede indlagt på hospitalerne i Danmark.

Og det er særdeles positivt, fremhæver Torben Mogensen, der er formand for Lungeforeningen.

- Det fald, som har været forudset, er formentlig begyndt at indtræffe nu, og det er rigtig godt.

- Det er det, fordi hospitalerne er voldsomt pressede i øjeblikket, så enhver lettelse er af stor betydning, siger Torben Mogensen.

Han påpeger, at selv om opgørelsen fredag dækker over færre timer end normalt, så er der ikke usikkerheder vedrørende faldet i antallet af indlagte, ligesom positivprocenten heller ikke er påvirket af det.

- Så på den måde ser det meget godt ud, konkluderer Torben Mogensen.

Af de coronaindlagte ligger 129 på intensivafdeling, og af dem er 87 tilkoblet en respirator. Torsdag var tallene henholdsvis 128 og 92.

Antallet af dødsfald er steget til 1720, hvilket betyder, der har været 60 dødsfald siden onsdag. Her var i alt 1660 smittede døde.

I løbet af de 15 timer, opgørelsen dækker over, er der sket 17 dødsfald.

Tæt på 150.000 danskere har nu påbegyndt vaccinationen mod covid-19 og har fået det første af to stik.

Det er omkring 2,5 procent af den danske befolkning. Det svarer til, at 1 ud af 40 danskere har fået det første stik.