Ansatte slår alarm i København Zoo: 'Jeg har aldrig oplevet så giftigt et arbejdsmiljø'
'Meget ofte har jeg set medarbejdere og chefer, som har grædt på arbejde', lyder det fra en nu tidligere leder i København Zoo.

'Meget ofte har jeg set medarbejdere og chefer, som har grædt på arbejde', lyder det fra en nu tidligere leder i København Zoo.

Et brutalt arbejdspres, en hård tone og stribevis af fyringer har skabt et ulideligt arbejdsmiljø i København Zoo.
Det skriver Berlingske, der har talt med tyve nuværende og tidligere ansatte i den store attraktion.
»Jeg troede, at jeg havde landet mit drømmejob i det magiske univers, som Zoologisk Have virkelig er. Men jeg har aldrig oplevet så giftigt et arbejdsmiljø. Meget ofte har jeg set medarbejdere og chefer, som har grædt på arbejde,« fortæller en leder, som for nylig er stoppet i Zoo, til mediet.
I foråret 2024 sendte et tocifret antal medarbejdere og chefer en fælles klage over direktør Pernille Mehl, som på det tidspunkt blot havde haft posten i et halvt år.
Her blev hun anklaget for at overfuse ansatte og skabe frygt i hele organisationen.
»Vi er bekymrede for, hvordan fremtiden vil se ud for Zoo, hvis der ikke bliver grebet ind nu,« skrev klagerne, der dækkede sig bag anonymitet.
Pernille Mehl har ikke ønsket at medvirke i et interview med Berlingske om arbejdsmiljøet i Zoo og den hårde kritik, som de ansatte rejser af hende.
»Jeg er naturligvis ked af de beretninger, Berlingske har forelagt os, og jeg tager det meget alvorligt,« skriver hun i en e-mail.