»I øjeblikket er folk i oprør, særligt over at én af de fyrede faktisk er en tillidsmandsbeskyttet kollega.«

Sådan lyder det fra tillidsrepræsentant Merete Ejsing Horn fra Nordjyske Medier.

Onsdag har journalisterne på et medarbejdermøde besluttet at nedlægge arbejdet. Journalisterne er simpelthen gået hjem. Det skriver fagbladet Journalisten.

Arbejdsnedlæggelsen sker efter afskedigelser i det nordjyske mediehus, hvor otte fyringer samt én frivillig fratrædelse nu er en realitet efter en sparerunde hos Nordjyske Mediers ugeaviser og den såkaldte fotodesk, skriver fagbladet.

Journalisterne vil først møde tilbage på arbejde torsdag, fortæller Merete Ejsing Horn. Hun er ikke bekendt med, om der torsdag kommer en avis på gaden eller ej i det nordjyske. Onsdag var bemandingen således yderst sparsom på redaktionen i Aalborg som følge af arbejdsnedlæggelsen.

Natten til torsdag fremgår det af en meget kortfattet artikel i toppen af nordjyske.dk, at mediet ikke opdateres 'på grund af en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse'.

Nordjyske Medier, der har hovedsæde i Aalborg, er ifølge koncernens eget udsagn den næstældste medievirksomhed i Danmark. Mediets historie kan spores helt tilbage til 2. januar 1767.

I dag har mediehuset bl.a. en lang række lokale ugeaviser samt tv-kanalen 24Nordjyske.