2000 ansatte i landets kirker har skrevet under på appel om at lukke kirkerne til jul af frygt for smitte.

Julegudstjenesten plejer at være et stort tilløbsstykke i landets kirker, og også i år vil kirkerne åbne dørene, selv om den hastigt voksende smitte med coronavirus præger hele samfundet.

Kirkerne er underlagt en række restriktioner som afstand og mundbind, der skal gøre det sikkert at synge julesalmer og lytte til præsten. Men mange ansatte i landets kirker er alligevel bekymrede.

Formanden for Landsforeningen af Menighedsråd, Søren Abildgaard, kender til bekymringen, der breder sig. Han har også mødt den i sit eget sogn, Søborggård i Helsingør Stift, blandt de ansatte.

- Jeg forstår det godt. Når man ser på den diskussion, der er om nedlukning af samfundet, er det klart, at man kan blive bekymret, når man står over for at skulle gennemføre en række julegudstjenester, siger han til Ritzau.

Ifølge sognepræst Kristine Stricke Hestbech fra Havdrup Kirke er bekymringen berettiget.

I Havdrup, der ligger mellem Køge og Roskilde, holdt man gudstjeneste 1. søndag i advent og siden en børnegudstjeneste og et filmarrangement, hvor alle coronaretningslinjer blev overholdt.

Alligevel spredte smitte med coronavirus sig. I løbet af en uge var 32 smittede. Heraf seks ud af ni medarbejdere i kirken, fortæller Kristine Stricker Hestbech til DR.

Hun er også selv smittet og er chokeret over, at det kunne gå så galt.

- Så er det, jeg tænker: Åh nej, nu kommer julen, siger hun til DR.

Hun retter en appel til sundhedsmyndighederne om at lukke kirkerne. Alternativt bør biskopperne gøre det frivilligt og op til præster og menighedsråd at vurdere, mener hun.

Samtidig har over 2000 skrevet under på en underskriftsindsamling fra ansatte i kirkerne - kirkesangere, præster og kirketjenere - med samme opfordring til regeringen og myndighederne.

Ifølge Søren Abildgaard er det vigtigt, at menighedsrådene, der har det lokale ledelsesansvar for tilrettelæggelsen af gudstjenesterne, har en god dialog med de ansatte i kirkerne om, hvordan det kan foregå forsvarligt.

Og her er man også nødt til at have tillid til myndighederne, mener han.

- Jeg hæfter mig ved, at Sundhedsstyrelsen har udtrykt anerkendelse af den store ansvarlighed og kreativitet, folkekirken har udvist i forhold til at gennemføre gudstjenester. Det er et ansvar, vi skal tage på os og leve op til også fremover, siger han.

DR har talt med biskop i Roskilde Stift Peter Fischer-Møller og biskop i Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen. Begge mener, at kirkerne kan holde gudstjenester, så længe sundhedsmyndighederne har sagt god for det.

/ritzau/