Mandag eftermiddag var alt, som det plejer, da Anni Bülow tog bilen og satte kurs mod en rengøringskunde i Aarhus-forstaden Risskov.

Men på vejen skulle hun opleve det, hun i dag beskriver som 'det mest væmmelige og klamme, hun nogensinde har oplevet'.

Vi skal skrue tiden tilbage til mandag klokken cirka 15.30.

Anni kommer kørende i sin lyserøde Suzuki Swift på Skanderborgvej, da hun får øje på noget besynderligt længere fremme på vejen.

Anni Bülow
Anni Bülow
Vis mere

»100 meter fremme kører en sølvgrå stationcar, og pludselig kommer der en lille grå uldtot trillende ud fra bilen. Jeg tænker: 'Hvad i alverden er det?',« fortæller Anni Bülow til B.T.

Da den grå uldtot er trillet nogle meter, kommer 'den' på benene og afgiver et højt, smerteligt 'miaaaaauuuuuwww'.

Det er en lille kattekilling.

»Jeg tænker: 'Hvad fanden? Er den levende?' Og det finder jeg så ud af, da jeg hører skriget,« fortæller hun.

Heldigvis får killingen kæmpet sig ud i græsset, men den næste i rækken er ikke lige så heldig.

Anni er i chok og vil gerne forbi bilen, så hun kører lidt længere frem, men så sker det igen.

Denne gang kommer der pludselig en lille sort uldtot flyvende ud fra stationcarens ene vindue.

Den lander få meter fra Annis bil, og så mærker hun det, der stadig i dag giver hende kuldegysninger.

»Jeg kan ikke nå at styre uden om killingen, så jeg kører den over med mit højre forhjul. Jeg kan mærke bumpet og råber med det samme 'NEJ NEJ NEJ',« fortæller Anni.

Hun ser ikke personens arm eller hånd, men højden taget i betragtning er hun slet ikke i tvivl om, at den sorte killing blev kastet op i luften fra bilens vindue.

Personen i den grå sportsvogn speeder op, og Anni drejer ind til venstre.

Hun er i en choktilstand, og først da hun taler med sin rengøringskunde om episoden, går det op for hende, at hun burde have noteret nummerpladen ned.

I stedet kontakter hun Dyrenes Værn og beder dem om at hente den sorte kattekilling, der ligger død på vejen.

Hun tager også selv ud for at lede efter den, men kan ikke finde det lille kræ.

Episoden sætter sig med det samme i Annis krop, men hun forsøger at fortsætte hverdagen.

Men tirsdag morgen må hun lade sig overmande.

»Jeg var på arbejde en time i går, og så måtte jeg gå hjem. Det var simpelthen så ubehageligt og noget af det mest væmmelige, jeg nogensinde har set,« fortæller hun.

Tirsdag valgte hun så at forfatte et opslag på sin Facebook, hvor hun beskrev den voldsomme oplevelse, og her har én skrevet, at vedkommende også har oplevet en grå sportsvogn smide killinger ud på Skanderborgvej.

Ingen er dog klar over, hvem det er der, der vælger at skille sig af med deres kæledyr på den særdeles inhumane måde.

»Jeg ved, at folk drukner deres katte. Det er også helt vildt, men at kaste dem ud foran biler? Det er jo helt sygt. Tænk, hvis jeg havde haft mine børn med,« siger Anni.

Det vælter ind med killinger på landets internater. Lige nu er der over 700 killinger fordelt på Dyrenes Beskyttelses otte internater.
Det vælter ind med killinger på landets internater. Lige nu er der over 700 killinger fordelt på Dyrenes Beskyttelses otte internater. Foto: Dyrenes Beskyttelse
Vis mere

I slutningen af sidste uge fortalte Dyrenes Beskyttelse til B.T., at det for tiden vælter ind med kattekillinger på de danske internater.

Helt bestemt har de otte landsdækkende internater i alt 716 efterladte killinger lige nu.

Og dér oplever de at finde killingerne i poser, transportbure, skraldespande og sportstasker.

»Det er selvfølgelig dybt uacceptabelt, at man som katteejer kan finde på at dumpe sine dyr på den måde,« fortalte Jens Jokumsen, der er familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse, i torsdags.