Det startede med en let kilden på tungen. Var det virkelighed? Var det drøm?
Måske var det bare hendes underbevidsthed, der spillede hende et puds?
Det kildede igen. Og nu endnu mere.
Hun vågnede med et sæt. Løftede hånden. Og så slog hun.
Hun kunne mærke den. Edderkoppen. Halvvejs inde i munden.
»Jeg kunne mærke, hvordan dens ben stak op i næsen på mig, da jeg slog den væk. Prøv at forestille dig, hvor sindssyg jeg blev. Jeg kunne lugte den. Der sad ligesom en lugt af jord eller af frisk skovbund fast i næsen på mig. Det er jo megaklamt, når du ved, at det er en edderkop.«
Ordene – panikken, angsten – kommer fra 35-årige Annemette Voss. Kogebogsforfatter, blogger og tidligere vinder af 'Den store bagedyst'.
Har du også haft besøg af store, behårede edderkopper, vil vi meget gerne se dem. Send billeder til 1929@bt.dk - TAK!

Edderkopperne indtager danske hjem
Annemette Voss er én af mange danskere, der de seneste dage har fået uventet besøg af store husedderkopper i deres hjem.
De ottebenede spindlere kravler ifølge edderkoppeekspert Morten D.D. Hansen indenfor, fordi vi holder vinduer og døre åbne som følge af det varme og fugtige vejr.
Og desuden er det lige nu den tid på året, hvor edderkoppe-hannerne er på jagt efter en mage og kommer frem fra deres skjul bag mørke køleskabe eller redskaber i skuret.
Behandlet for araknofobi
For Annemette Voss var gårsdagens hændelse på grænsen til traumatisk. Hun er, som hun siger, oprigtigt bange for edderkopper og fik – da hun var teenager – behandling for araknofobi – angst for edderkopper.
»Da jeg var 16, gik jeg til hypnose for det. Hvis jeg så, at der sad en edderkop i ruden, kunne jeg gå helt i panik. Jeg kunne ikke trække vejret. Jeg begyndte at hyperventilere,« siger hun og fortsætter:
»Da det var værst, kunne jeg ikke træde ind i et rum, uden at mine øjne panisk flakkede rundt i hjørnerne for at se, om der sad edderkopper.«
Annemette Voss fortæller, at behandlingen har hjulpet hende, og at frygten for edderkopperne i dag er på et moderat, hysterisk niveau.
»Faktisk må du slet ikke fortælle mig, hvorfor edderkopperne kommer indenfor lige nu. Jeg kan skabe nogle syge fantasier oppe i mit hoved, så jeg vil helst vide så lidt som muligt.«
Gå gyserfilm om edderkopper
Annemette Voss fortæller, at hendes angst for edderkopper blev kickstartet af gyserfilmen 'Arachnophobia' fra 1990, som hun så som syvårig.
Men selv om angsten i dag er aftaget i styrke, og hun godt ved, at den er irrationel, og at edderkopperne ikke er farlige for hende, sidder den alligevel fast.
»Fobier er bare ikke særligt rationelle. Det er, som om hjernen pludselig lukker ned for al fornuft, og jeg bliver overbevist om, at edderkoppen vil gøre mig noget.«
Annemette Voss fører en blog, hvor hun tidligere har skrevet om en anden traumatisk edderkoppe-episode.
»Dengang kravlede den op mellem benene på mig. Altså der, hvor den ikke skal være. Og det har nu givet mig panikangst for at sove nøgen fremover. Det kan jeg ikke længere.«
Annemette Voss’ mor har altid fortalt datteren, at edderkopper er hendes lykkedyr. Helt præcis hvorfor ved hun ikke.
»Men det er måske derfor, de altid kravler på mig? Det er, som om vi bliver tiltrukket af hinanden.«