Flere danskere kan have taget antibiotikamedicinen Dicillin fra Sandoz, der har været kontamineret med multiresistente bakterier.

Nu er der potentielt 18.000 danskere, der er bekymrede for, hvad brugen af lægemidlet har af konsekvenser for dem.

Lægemiddelstyrelsen har tilbagekaldt antibiotikapræparatet og opfordret patienter til at få midlet ombyttet til et alternativt præparat på apoteket, hvis man stadig er under behandling.

Ifølge Lægemiddelstyrelsen er der flere dokumenterede tilfælde af danskere, der er blevet smittet med den multiresistente CPO-bakterie efter behandling med Dicillin.

Anne-Mette Bjerre er en af de op mod 18.000 danskere, der har brugt lægemidlet i perioden. Hun står magtesløs og bekymret tilbage og efterlyser svar.

Hun er frustreret over, at hun nu en måned efter tilbagekaldelsen stadig ikke ved, om hun er smittet med den multiresistente bakterie.

»Jeg går rundt med en knugen i maven, det er ubehageligt at gå i så lang tid og vente på at få at vide, om jeg er smittet,« siger Anne-Mette Bjerre til B.T.

Anne-Mette Bjerre er især bange for, hvad der sker, hvis hun i fremtiden bliver syg som smittet.

»Jeg er bange for at være smittet med en bakterie, som gør, at der ikke rigtig findes lægemidler mod en eventuel infektion, og vi må jo sande i et langt liv, at det ikke er et spørgsmål om, hvorvidt vi får en infektion, men hvornår vi får en infektion. Jeg ved ikke, om jeg kan blive behandlet, og hvor besværligt det kommer til at være at blive behandlet,« fortsætter Anne-Mette Bjerre.

I Danmark er det sådan, at hvis man bærer på en multiresistent bakterie, så skal man resten af livet isoleres, hvis man bliver indlagt. Til Sundhedspolitisk Tidsskrift fortæller enhedschef i Lægemiddelstyrelsen Jeanne Mayland, at bakterien ikke smitter fra person til person. Men det beroliger ikke Anne-Mette Bjerre.

»Jeg synes, det er svært ikke at være bekymret for bakteriens indflydelse på privatlivet, når man skal ligge på enestue ved en eventuel indlæggelse.«

Ifølge Sundhedsstyrelsen vil bakterierne sjældent forårsage alvorlig sygdom, og de kan behandles.

Der er ifølge Sundhedsstyrelsen ikke grund til at være bekymret for hverken sig selv eller pårørende. At der er tale om multiresistente bakterier, gør dog, at de er særligt opmærksomme, fordi man fra myndighedernes side ønsker at begrænse spredningen af resistente bakterier mest muligt.

Anne-Mette Bjerre har forsøgt at blive testet for smitte hos sin egen læge, men det har ikke kunnet lade sig gøre. I desperation har hun forsøgt at gå til en privatklinik, men heller ikke her har det været muligt, da man heller ikke der ville tilbyde en test.

I et brev fra en række brugere af Dicillin til landets sundhedsmyndigheder lægger brevets forfattere op til et erstatningssøgsmål mod firmaet bag præparatet, Sandoz. Anne-Mette Bjerre er en af forfatterne. Men for hende er erstatning ikke det vigtigste.

»Vi har nævnt et erstatningskrav, men det er slet ikke det, der fylder. I bund og grund vil vi jo bare gerne være raske, og det ved vi jo ikke, om vi er,« siger Anne-Mette Bjerre.

Tilbagekaldelsen af lægemidlet gælder for dem, der har taget det i perioden august sidste år til februar i år.

I en mail til B.T. skriver Sundhedsstyrelsen.

»Vi ser med stor alvor på, at personer er blevet smittet med bakterier fra et lægemiddel. Det er dog vigtigt at understrege, at der ikke er tale om særligt smitsomme eller farlige bakterier. For den enkelte smittede person vil de sjældent forårsage alvorlig sygdom, og de kan behandles.«

Aktuelt anbefales det, at personer, der har fået Dicillin i perioden 23. august 2022 til februar 2023, og som har symptomer på infektion, undersøges for CPO-bakterier i nogle situationer. Det gælder, hvis personen er indlagt, eller hvis lægen i øvrigt vurderer, at det er nødvendigt.