Som Sundhedsstyrelsen beskriver det på deres hjemmeside, er krop og hjerne i en midlertidig krise, når vores teenagere bliver stopfyldt med kønshormoner, som ud over hudproblemer og øget søvnbehov kan give humørudsving, der kan være endog temmelig udfordrende for både teenageren og familien omkring.
Men det er alt sammen normalt – og det går over. Det ved Anne Schmidt godt. Hun er mor til tre unge på 19, 15 og 11 og samtidig pædagog.
»Det at få børn er i virkeligheden én lang øvelse i løsrivelse. Når børnene rammer teenageårene, bliver det endnu tydeligere.«
»De er selvstændige mennesker, som måske mener eller vil noget andet, end det, du selv havde forestillet dig. De tænker anderledes end os og har mindre lyst til at være sammen med os hele tiden. Og det må vi acceptere.«
»Jeg har selv oplevet, at der pludselig ikke er det samme behov for mig som mor, og jeg får heller ikke altid alle detaljerne om mine børns liv længere. Det er da helt vildt svært.«
»Samtidig er det præcis, som det skal være. Vi forældre skal øve os i at forstå, at noget kan være godt og naturligt – og stadig være svært. Der er ikke nødvendigvis noget galt, bare fordi det i perioder er hårdt for os at være i,« konstaterer Anne Schmidt.
Du er altid så sur
Anne beskriver sig selv som "stille og pligtopfyldende", da hun selv var teenager. Pæn pige udadtil, men nok med en kortere lunte hjemme.
Da hun forlod sin efterskole, skrev vennerne i hvert fald i mindebøgerne, at hun "altid var glad og smilende".
Noget, der overraskede hendes mor, som drillende sagde: "Det er da sjovt ... for herhjemme er du altid så sur."
»Det siger jo noget om, at jeg viste en side ude og en anden hjemme. Min mors reaktion handler nok især om den tid, jeg er vokset op i, hvor mange har lært, at følelser ikke behøver at fylde,« siger Anne.
Er alle følelser okay?
»Jeg måtte selvfølgelig gerne være sur, men man syntes nok generelt, at det var rarere for alle, hvis de negative følelser ikke fik så stor opmærksomhed.«
»Mine forældre og andre i deres generation var bestemt ikke dårlige forældre, det var bare sådan, man gjorde. Men prisen for den tilgang betaler vi, der er voksne i dag, når vi møder vores unge.«
»Vi vil så gerne rumme vores teenagere og alt det, de kommer med, men det kan være virkeligt svært, når man aldrig selv har lært, at alle slags følelser er okay.«
»Hvis du som forælder selv har det svært med at rumme, at du kan blive vred eller ked af det, så er det hårdt at være i, når dine børn pludselig vælter ind med store følelser. Bliver vrede og råber højt eller har kæmpe humørsvingninger, som kan føles enormt ubehagelige at være genstand for.«
»Og man kan nemt komme til enten at lukke dem ned eller at forsøge at kontrollere det, og det skaber konflikter,« forklarer Anne.
Døm mindre
Annes egen løsning, hvis det hele koger op, er at tage en dyb vejrtrækning, bevare roen, sætte ord på egen oplevelse eller tvivl og vise, at hun ikke går nogen steder.
En pointe, hun også giver videre til de mødre, hun rådgiver.
»Vi behøver ikke en ph.d. i hormoner for at være gode forældre, men vi skal øve os i at tåle følelser, også vores egne. Det er okay at vise vores unge, at vi også er mennesker, der kan komme i tvivl, når de reagerer voldsomt eller kræver svar af os.«
»At sige: 'Jeg har aldrig prøvet at have en 19-årig før, det er også nyt for mig, så jeg kan mærke, at det her skal jeg lige have lov til at tænke lidt over, før jeg svarer, men jeg går ingen steder'.«
»Eller at vise dem, at jeg godt kan holde til alt, hvad de smider i hovedet på mig i øjeblikket. Og at det ikke får mig til at elske dem mindre.«
»Når vi falder til ro, smitter det. Jo mindre vi dømmer – os selv og dem – jo nemmere kan de lande i sig selv.«
Skubber til selvopfattelse
»Der skal meget til, før jeg reagerer vredt. Jeg er nok rolig af natur og prøver også at være det, når mine børn tester mine grænser. Men jeg kan nu godt blive sur.«
»Alle med flere børn kender nok til, at særligt et af børnene kan trigge os mest, få os op i det røde felt og ruske os ud af vores komfortzone. Jeg øver mig selv i at tælle til 10, når det sker.«
»De fleste gange lykkes det. Og når det ikke gør, spørger jeg mig selv bagefter: Hvordan fanden var det, jeg reagerede her – og hvorfor?«
»Det skubber jo til min egen opfattelse af, hvem jeg er – og hvem jeg gerne vil være,« som Anne siger.
Glem det, mor
Overgangen til teenagelivet i Anne egen familie kom ikke fra den ene dag til den anden.
»Jeg har en søn, som altid har udfordret mig på den bedste måde, fra han var lille, så for mig har der ikke været den der bratte 'nu er han teenager'. Men hans måde at være i verden på er blevet en invitation til også at kigge på mig selv, og hvordan jeg reagerer.«
»Min søn er hamrende god til at gå med det, der giver mening for ham. Ikke på en egoistisk måde, men han er ligeglad med, hvad man 'bør'. Hvis noget ikke føles rigtigt, så gør han det ikke,« fortæller Anne.
Tre uger før skolestart sagde han for eksempel pludselig nej til at skulle på efterskole.
»Først prøvede jeg alt det fornuftige: 'Det bliver sikkert lidt svært i starten, giv det lige en chance ...'. Men det rykkede ingenting.«
»'Det kan du godt glemme, mor', sagde han. Og der mærkede jeg, at jeg faktisk ikke kunne – og heller ikke skulle – tvinge ham.«
»Det var vildt angstprovokerende for mig, men rigtigt for ham."
Kæmpe kontroltab
I dag ser Anne, hvordan han blomstrede, da han fik lov at træffe sin egen beslutning.
Det samme mod var på spil, da hendes 15-årige datter i sommer fløj til Stuttgart alene for at besøge en veninde, som hun havde lært at kende via en skoleudveksling.
»Da jeg sendte hende af sted, var jeg sådan: 'Okay, hvad er det lige, jeg har sagt ja til?'. Men hun kom stolt hjem, og selv hendes storebror var imponeret. Det ville have være så nemt at sige, at det er for farligt, så det kan du ikke få lov til. Men hun var klar.«
»At give slip på mine og sine egne forestillinger er jo bare et kæmpe kontroltab. Man tænker: Hvordan skal det gå? Klarer de sig? Hvad tænker andre om mine børn – og om mig som mor?«
»Men jeg øver mig i ikke at blive den begrænsende stemme. Jeg vil hellere sige: 'Hvis det føles rigtigt for dig, så gå med det, så længe du ikke gør skade på andre'.«
»Det er en svær balance at skubbe kærligt i den retning, jeg er tryg ved, og at nære deres egen vej. Men når vi tør stole på dem, finder de som regel selv fodfæste.«
Kig indad
Annes ledestjerne for sig selv lyder: Jeg må gerne være mig. Og konsekvensen af det er enkel – og udfordrende:
»Hvis jeg må være mig, så må mine børn også være, hvem de er. Jeg vender igen og igen tilbage til den samme sætning: Alt er, som det skal være.«
»Ikke fordi alt er let, men fordi vores unge ikke er forkerte. Når noget føles svært for os, handler det ofte om, at deres udvikling skubber os ud af vores komfortzone.«
»Det tvinger mig til at kigge indad. På den måde kan vi faktisk lære af vores teenagebørn og blive bedre til at følge vores egne drømme,« siger Anne.
Stil krav – og skab plads
Annes tilgang betyder ikke, at alt er frit. Man må godt forvente noget af hinanden, og aftaler skal selvfølgelig overholdes. For eksempel om at komme op om morgenen og af sted.
»Bliver jeg mødt med modstand på den slags, er mit svar: 'Jeg kan godt forstå, at du er rigtigt træt af, at du skal i skole. Sådan må du gerne have det. Det ændrer ikke på, at du skal i skole'.«
»Reglerne i vores familie er få, men tydelige: Man behandler hinanden ordentligt. Man kommer hjem, når man har aftalt det – og ringer, hvis noget ændrer sig.«
»Man passer sine pligter. Og de svære emner? De bliver taget i det tempo, hvert barn kan være i.«
»Nogle kan og vil tale om alt. Andre skal have det serveret, uden at man forventer en hel masse igen.«
»Det handler om at skabe plads til, at alle i familien kan være dem, de er – også midt i et hormonstormvejr.«