Anna Mee Allerslev røg tirsdag for første gang i syv måneder til tasterne på Facebook, hvor hun i et langt opslag beskylder B.T. for at ignorere de faktiske kendsgerninger i hendes byggesag.

Ifølge Allerslev er der fuld dokumentation for et prisnedslag på 77.500 kroner fra Øens Murerfirma ved renoveringen af hendes lejlighed.

Men en gennemgang af de centrale dokumenter i sagen viser, at den tidligere beskæftigelsesborgmester undsiges af revisionsfirmaet KPMG, der i en rapport til Københavns Kommune har kulegravet sagen.

Allerslevs Facebook-opslag kommer, efter B.T. tirsdag kunne afdække, at KPMG konkluderer, at Anna Mee Allerslevs dokumentation for prisnedslaget ikke holder.

Det fik eksperter til at kalde kompensationen en gave, og rektor på Folkeuniversitet Bente Hagelund mener, at der er mistanke om bestikkelse.

Allerslev har begrundet prisnedslaget med, at renoveringen var forsinket to en halv måned, og at hun derfor skulle have daglig kompensation i 41 dage, såkaldt dagbod. Desuden fik hun erstatning for indkøb af nyt inventar på grund af et forkert opmålt badeværelse.

Hun forklarer blandt andet i Facebook-opslaget, at hun var boligløs og havde udgifter til hotellejligheder og derfor havde krav på erstatning fra Øens Murerfirma.

B.T. har taget fat i de tre centrale påstande i Facebook-opslaget og gransket de dokumenter, der ligger bag.

Allerslev henviser i sit Facebook-opslag til en kontrakt med Øens Murerfirma, hvor der står, at 'byggestyrer har som målsætning at gennemføre projektet inden for tidsrammen og overholde aftalte milepæle'.

I byggestyringsaftalen, som B.T. har fået via aktindsigt, fremgår der ikke en konkret dato for færdiggørelsen af byggeriet. Der nævnes heller ikke et eneste ord om dagbod.

Artiklen fortsætter efter billedet

Anna Mee Allerslev fortsætter opslaget med at henvise til en anden mail, som ifølge hendes advokat kan bruges som dokumentation for dagbod:

'I mail af 3. februar 2016 oplyses, at 'der skulle ikke være forsinkelser, og hvis det skulle være tilfælde, så kan vi kræve dagbøder fra dem''.

Her kan man som læser få den opfattelse, at det i mailen bliver aftalt, at Anna Mee Allerslev kan opkræve dagbøder fra Øens Murerfirma.

Men den pågældende mail er sendt fra Øens Murerfirmas medarbejder, der skal styre byggesagen for Allerslev. Det har Allerslevs advokat forklaret i en mail til advokatfirmaet Horten, som B.T. har fået aktindsigt i.

Dem, der ifølge murerfirmaets byggeleder kan opkræves dagbøder af, er de involverede underentreprenører.

Alligevel mener Allerslev og hendes advokat, at mailen kan bruges som dokumentation for, at Allerslev kunne opkræve dagbøder af murerfirmaet. Sådan havde Allerslev nemlig opfattet aftalen, lyder forklaringen fra Allerslevs advokat, Bjarke Vejby:

'Min klient har opfattet kontraktforholdet sådan, at det er dagbøder, som skulle regulere kompensation ved forsinkelser, og herom var der også enighed senere. Erstatningsreglerne havde som minimum ført til det samme resultat, men det var dagbod som kriterie for beregning af kompensationen, der blev valgt.'

Artiklen fortsætter efter billedet

Revisionsselskabet KPMG er blevet forelagt sagens dokumenter, og konklusionen er klar:

'Vi har ikke modtaget dokumentation for, at der oprindeligt er aftalt dagbøder,' fastslår KPMG.

Heller ikke forsinkelsen er ifølge KPMG dokumenteret af Allerslev og hendes advokat.

Det på trods af at der ifølge Allerslev har været to tidsplaner over byggeriet. Om den første skriver advokaten og Allerslev:

'Tidsplanen skrider første gang.'

I den første tidsplan, som Allerslev henviser til, skulle byggeriet være færdigt 1. maj 2016, og derfor har hun fået daglig kompensation for forsinkelse af byggeriet fra 1. maj og frem.

Problemet er, at Allerslev ikke har kunnet fremlægge den pågældende tidsplan til brug for rapporten om hendes byggesag.

Men det har hendes advokat, Bjarke Vejby, en forklaring på: Den blev aldrig skrevet ned, forklarer han, selv om begge parter gav 'tilsagn' om, at byggeriet skulle være færdigt 1. maj:

'Trods afgivne tilsagn blev det meget hurtigt en realitet, at færdiggørelse den 1. maj 2016 ikke kunne holde. Derfor kom det aldrig til udarbejdelse af en første tidsplan,' har Vejby forklaret i en mail til advokatfirmaet Horten, viser B.T.s aktindsigt.

Derefter henviser Allerslev på sin Facebook til tidsplan nummer to, som eksisterer.

'Denne tidsplan indeholder den i byggestyringsaftalen nævnte tidsramme og aftalte milepæl. Det fremgår udtrykkeligt af tidsplanen, at aflevering skal ske 31. maj 2016,' skriver Allerslev.

Tidsplanen er dateret 7. april 2016, hvilket vil sige, at der først skriftligt blev sat en slutdato på renoveringen 65 dage inde i byggeprocessen. Den gik nemlig ifølge Allerslev i gang 2. februar 2016.

Artiklen fortsætter efter billedet

Talknuserne fra KPMG, der har gennemgået dokumenterne, ender med som sagt med at konkludere, at Allerslev og hendes advokat ikke har dokumenteret, at byggeriet var forsinket.

Herunder ses Anna Mee Allerslevs opslag på Facebook