Vi er nået til de sidste grupper i vaccinationskalenderen. Det betyder, at tusindvis af gravide og ammende i disse uger bliver inviteret til coronavaccination.

Men Sundhedsstyrelsen anbefaler på nuværende tidspunkt ikke vaccinen til gravide og ammende. Det sætter rigtig mange i et svært dilemma, fortæller formand og ledende overlæge Annemette Wildfang Lykkebo ved Dansk Selskab for Gynækologi og Obstetrik:

»De gravide ved ikke, hvordan de skal forholde sig, og mange er frustrerede. Det er ikke kun her hos os. Jeg har også været i kontakt med kollegaer rundt om i landet, som oplever det samme. De ved ikke, hvordan de skal rådgive de gravide,« siger hun.

28-årige Anna Ulstein Odland er en af dem, der har været i tvivl om, hvorvidt hun skulle lade sig vaccinere. Lige nu ammer hun sin datter på ni en halv måned.

Hun har fået første stik med vaccinen, men hun synes med egne ord 'ikke det var let' at træffe den beslutning.

Og det til trods for, at Anna Ulstein Odland snart har en ph.d. i farmakologi (lægevidenskab, red.).

»På den ene side er der en myndighed, der ikke anbefaler det, mens der på den anden side er der WHO, en række lande, vi normalt sammenligner os med, og eksperter på området, der gør,« siger Anna Ulstein Odland.

Blandt de eksperter er netop Dansk Selskab for Gynækologi og Obstetrik.

Her er Annemette Wildfang Lykkebo ikke i tvivl om, at ammende og gravide skal vaccineres, hvis de vil, ligesom de kan blive det i for eksempel USA, Frankrig og Storbritannien:

»Vi har efterhånden meget viden om vaccinen, den ser ud til at være sikker at bruge til gravide. I USA har man vaccineret 120.000 gravide kvinder, hvoraf man har data på 38.000 af dem. Man har ikke set nogen bivirkninger i den forbindelse, og der er ikke forekomst af misdannelse, væksthæmning, abort eller tidlig fødsel,« siger hun.

Anna Ulstein Odland føler i den grad, hun har manglet rådgivning fra myndighederne.

Hun endte med selv at læse den tilgængelige videnskabelige litteratur og nåede frem til, at det for hende personligt gav bedst mening at få vaccinen.

28-årige Anna Ulstein Odland. Foto: Privat.
28-årige Anna Ulstein Odland. Foto: Privat.
Vis mere

»Men jeg synes, det er problematisk, at der ikke er nogen mulighed for at få rådgivning. Jeg kan se, at utrolig mange kvinder er meget i tvivl og søger information i diverse Facebook-grupper, hvor de bliver præsenteret for alle mulige hjemmestrikkede forholdsregler,« fortæller Anna Ulstein Odland.

Hun fortæller, at hun blandt andet ser kvinder råde hinanden om, at de skal holde pause med at amme, når de får vaccinen, eller at barnet skal have en bestemt alder.

Samtidig forstår hun virkelig godt mange kvinders store behov for at kunne tale dilemmaet igennem.

»Det er så svært at stå helt alene med beslutningen uden at have nogen at snakke med, for man vil jo enormt gerne gøre det rigtige for sig selv og sit barn.«

Anna Ulstein Odland var selv bekymret for, hvad der ville ske, hvis hun blev syg med corona. Om hun ville få alvorlige senfølger eller risikere at smitte sin datter.

Og netop også angsten for smitte og de risici, der kan være ved at få corona som gravid eller ammende, er noget af det, der får Dansk Selskab for Gynækologi og Obstetrik til at presse på for, at gravide og ammende skal vaccineres.

»Der er ikke mange gravide, der bliver alvorlig syge af covid-19, men for dem, der bliver alvorlig syge, kan det have nogle alvorlige konsekvenser: De bliver så syge, at de skal indlægges på intensivafdeling, de er i risiko for at føde for tidligt, eller at barnet må fødes med kejsersnit,« siger hun.

Fordi Anna Ulstein Odland gik imod Sundhedsstyrelsens anbefalinger, da hun skulle vaccineres, løj hun og svarede nej til, at hun ammede, da hun skulle stikkes, og hun frygter for, at det kan have konsekvenser, når kvinder føler, de snyder sig til en vaccine.

»Det værste, jeg kunne forestille mig, er, at der kan være nogle gravide eller ammende, der oplever bivirkninger efter at være blevet stukket, men venter med at søge læge, fordi de er gået imod en anbefaling.«

Dansk Selskab for Gynækologi og Obstetrik er nu lykkedes med at fremrykke et møde med Sundhedsstyrelsen fra august til juli på grund af de mange henvendelser fra gravide.

»De (Sundhedsstyrelsen, red.) har sagt, at de ikke er der nu, hvor de kan godkende vaccinen til gravide eller ammende. De har i første omgang og anden omgang været noget tilbageholdende – men nu kan det være, der snart sker noget, når vi for tredje gang her i juli skal mødes,« siger Annemette Wildfang Lykkebo.

Sundhedsstyrelsen siger til B.T., at de gravide og ammende snart kan se frem til en afklaring:

»Vi er på trapperne med en vurdering om vaccination til de gravide og ammende. Vi har haft en proces i et stykke tid, og det er helt sikkert noget, der har førsteprioritet lige nu. Vi regner med at komme med en endelig anbefaling her i juli. Lige nu kigger vi på, hvordan det rent praktisk kan lade sig gøre at tilbyde vaccination til gravide og ammende,« siger enhedschef Bolette Søborg.