Anmeldere roser Tobias Rahims ambitioner på hans nye album "Vulkanø", men savner, at ambitionerne bliver indfriet.

Albummet, der er Tobias Rahims tredje, er udkommet fredag.

Weekendavisen kalder albummet Rahims mest visionære hidtil, men "han saboterer det med ligegyldige gæstevers og festsange", lyder det fra anmelderen.

Han kalder numre som "Regntid" og "TÓRSHAVN RAVE" for unødvendige festnumre.

- Han ender med luftsirener og en opfordring til at trække vejret. Dét havde været lettere, hvis Rahim ikke havde afsporet et album, der ellers viser, at han endelig har næsten lige så meget at sige musikalsk som lyrisk. Men han behøver ikke sige det hele på én gang, skriver anmelderen.

Den 35-årige musiker er kendt for sange som "Stor mand", "Mucki Bar" og "Bellevue".

Gaffas anmelder kvitterer med tre stjerner og beskriver albummet som en "rodet fornøjelse".

Også Politikens anmelder hæfter sig ved, at Tobias Rahim vil meget med sit nye album.

Anmelderen kvitterer dog med fire hjerter ud af seks og rosen:

- "Vulkanø" er vildt og spraglet - og meget langt. Men selv om albummet vil en masse, lykkes det med det meste.

Samme antal stjerner får albummet af Soundvenue, der kalder Rahims ambitioner for albummet "enorme".

Tobias Rahim får tre stjerner af Jyllands-Postens anmelder.

Albummet fremhæves for et par velsmurte hits og særligt det følsomme indslag "Sang til mor" gjorde indtryk, men nummeret når ikke op på siden af nyklassikeren "Når mænd græder", skriver anmelderen.

I forbindelse med udgivelsen af albummet har Tobias Rahim doneret en million kroner til behandling af misbrugere på Behandlingscenter Tjele.

Og netop misbrugstemaet går igen i flere sange, skriver Jyllands-Posten.

- Lad mig følge dig hen til døren til misbrugscentret, for du tager mig med, hvis du slår dig selv ihjel, synger Rahim på sangen "Elsker når du smiler".

Og i de tilfælde kan man mærke ham, men "alt for få af de intet mindre end 22 sange på popstjernens nye plade løfter sig over middelmådigheden", lyder det fra anmelderen.

Han påpeger, at ni af albummets sange har været udgivet tidligere, og det samlede værk "lugter således lidt for gennemtrængende af genbrug".

/ritzau/