De 12 nye Kim Larsen-sange lyder som de skitser, de er, lyder det i de første anmeldelser af nyt album.

Et halvt år efter at Kim Larsen døde, er der helt uventet udgivet et album med tolv af musikerens sidste indspilninger.

Albummet udkom natten til fredag. Anmelderne har allerede lyttet til albummet "Sange fra første sal", og tidligt fredag morgen er de første anmeldelser kommet.

Politikens musikredaktør, Simon Lund, beskriver albummet som "spartansk",

- De tolv sange lægger ikke meget til den bunke af store Kim Larsen-sange, der allerede fylder godt i den danske sangskat.

- De stikker mest ud som de skitser, de er. Men i deres skrabede form, mundrette poesi og ikke mindst stædig væsen er de stadig så meget Kim Larsen, som noget kan være, skriver anmelderen, som giver albummet fire ud af seks stjerner.

Jyllands-Postens anmelder beskriver de tolv sange som både stærke og middelmådige. Og selv om albummet ikke er et mesterværk, så er det alligevel medrivende.

Det får også fire ud af seks stjerner af anmelder Anders Houmøller Thomsen.

Albummet blev indspillet over foråret og sommeren 2018, og på albummet figurerer blandt andre sønnen Hjalmer og Jørn Ørn, der var Larsens manager.

Men trods de nære omstændigheder, er albummet ikke nærværende, mener Thomas Treo, som er anmelder ved Ekstra Bladet.

- Det er stort set en typisk, tilforladelig Larsen-skive, der bare lyder som et demobånd, skriver han.

/ritzau/