'På toppen af Illum serveres færgemad anno 1995.'

Sådan opsummerer Berlingskes madanmelder, Søren Jacobsen Damm, sit besøg på Bar Jacobsen på Illum Rooftop.

Er man være i tvivl, skal man ikke læse langt ned i anmeldelsen i Berlingske for at kunne konstatere, at det IKKE er en positiv sammenligning.

Kun én stjerne uddeler Søren Jacobsen Damm nemlig efter sit måltid på restauranten.

Bar Jacobsens Wienerschnitzel faldt ikke i god jord hos Berlingskes madanmelder.
Bar Jacobsens Wienerschnitzel faldt ikke i god jord hos Berlingskes madanmelder. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Vis mere

Særligt Bar Jacobsens wienerschnitzel får en hård medfart.

'Selve schnitzlen var omgivet af en klæbrig panering, der vidnede om manglende ekspertise i den raffinerede kunst, det er at stege den germanske hofspise. Løftede man op i schnitzlen, hang paneringen ugideligt som en fedtet hængekøje af udblødte brødkrummer under det trætte og halvseje kalvekød,' skriver Søren Jacobsen Damm i anmeldelsen.

Han beskriver desuden sarkastisk, hvordan han er overbevist om, at elevatoren til Illum Rooftop fører til en 'interdimensionel tidsmaskine, som sendte ham tilbage på bilfærgen Romsø'.

'Ikke siden min sidste færgetur over Storebælt i 1995 har jeg fået serveret noget lignende. Det var simpelthen kantinemad af værste skuffe, serveret i midten af København anno 2019,' skriver han i anmeldelsen.

Bar Jacobsens interiør på Illum Rooftop.
Bar Jacobsens interiør på Illum Rooftop. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Vis mere

Søren Haahr, ejer af Bar Jacobsen på Illum Rooftop, stiller sig uforstående over for den hårde anmeldelse.

»Jeg forstår ikke helt anmeldelsen. Vi laver selv vores schnitzel af kød fra frilandskvæg, skærer den selv, panerer den selv, laver sovs fra bunden osv. Ja, det er gammel dansk mad og ikke en fin ret, men vi sprøjter wienerschnitzler ud heroppe. Vores gæster elsker dem, og vi har aldrig fået klager over dem før,« siger han til B.T.

Søren Haahr understreger, at han vil tjekke op på, om alt har været, som det skulle, på den pågældende dag, men at han derudover ikke har tænkt sig at gøre yderligere ved den hårde madanmeldelse.

»Jeg synes selvfølgelig bare, det er ærgerligt, at man får sådan en unødvendig tilsvining. Det er helt okay, at vi ikke er enige - folk har forskellig smag - men at man går direkte efter at svine en restaurant, det forstår jeg ikke.«