Tidligere hærchef, generalmajor H.-C. Mathiesen, skal idømmes en ubetinget fængselsstraf.

Og sanktionen skal som minimum være af flere måneders varighed.

Det mener auditør Claus Risbjerg, som ved Retten i Viborg er anklager og tirsdag formiddag har procederet i sagen mod den hjemsendte 55-årige eks-hærchef, som er tiltalt for blandt andet groft embedsmisbrug, brud på tavshedspligten og for at have løjet for forsvarschef Bjørn Bisserup i forbindelse med, at hærchefen uberettiget hjalp sin kæreste frem i hendes militære karriere.

Den nu tidligere chef for Hærstaben greb ifølge anklageskriftet aktivt ind i en udvælgelsesproces af kandidater til en yderst attraktiv videreuddannelse, Hærens Officers- og Føringsuddannelse, og sørgede med sine handlinger for, at hans egen kæreste med rang af major pludselig rykkede fem pladser frem på listen og dermed lige nøjagtig fik en plads på det attraktive kursus.

Før hærchefens indgriben lå hun nummer 18 på listen ud af 60 ansøgere. Men pludselig var hun med et pennestrøg rykket op som nummer 13. Og fik dermed en af de i alt 14 pladser.

På trods af at sagen mod den tidligere chef for Hærstaben ikke har nogen fortilfælde og derfor har stor offentlig bevågenhed, er retsmødet på selve dommens dag flyttet til den mindste retssal, der er i Retten i Viborg.

Ifølge retten skyldes det, at en anden sag optager den store retssal G, og at der af hensyn til afstandskravet på grund af coronasituationen er brug for mere plads til den anden straffesag, som kører samtidig.

Generalmajor H.-C. Mathiesen nægter sig skyldig i alle fem anklagepunkter.

Tiltaltes forsvarer Torben Koch har tirsdag formiddag procederet for pure frifindelse af sin klient.

»Retten har som bekendt pligt til at afsige en dom. Og retten er derfor udstyret med en ‘juridisk værktøjskasse’ for at finde frem til den rigtige afgørelse. Det vigtigste ‘værktøj’ her er, at det er anklagemyndigheden, der har pligt til at føre tilstrækkeligt bevis for sin påstand. Og det er på ingen måde sket i denne sag,« siger forsvarer Torben Koch.

I samme åndedrag understreger H.-C. Mathiesens forsvarer, at ‘HC’ bestred en af de allerhøjeste stillinger i Forsvaret.

Og at han ikke har en eneste plet - heller ikke af mindste disciplinære karakter - på sit militære cv.

»Man kan uden at tøve kalde tiltalte for en mønster-officer,« siger Torben Koch.

I sit forsvar kom han flere gange ind på, at han mener det er 'hverdagsagtigt' og normalt, at man som par, der er ansat på samme arbejdsplads, vil gøre meget for at hjælpe hinanden.

Ligesom han også understregede, at tiltalte H.-C. Mathiesens kæreste i forbindelse med optagelsen på det eftertragtede OFU-kursus var kommet med alene på grund af sine kompetencer.

Og ikke fordi hun var kæreste - i dag hustru - til tiltalte.

»Vi har at gøre med en ekstremt kompetent officer. Det er altså ikke bare en eller anden 'blåøjet bimbo', vi her taler om,« lød det fra Torben Koch.

Da procedurerne var overstået, fik tiltalte H.-C. Mathiesen muligheden for at tage ordet, inden retsformand Hanne Fanø og de to domsmænd trak sig tilbage for at votere.

Det ønskede han ikke.

Domsmandsretten forventer at kunne afsige dom klokken 15.