17-årige Anja Leighton modtog flere hadefulde kommentarer, efter at hun stod frem i lørdagens B.T. og beskrev krænkende ritualer på Rungsted Gymnasium. Men heldigvis får hun også massiv opbakning.

'Det siger mere om dem, der kommer med de hadefulde kommentarer. Det kan du blæse højt og flot på. Sejt, at du står frem med uhyrlighederne.'

Sådan skriver Birthe Duelund i en kommentar på B.T.s Facebook-side.

Anja Leighton valgte at stå frem og sætte ord på det gruppepres, som ledte op til en kavalkade af krænkende, udstillende og sexistiske 'udfordringer' ved en optagelsesprøve til en såkaldt puttemiddag på det nordsjællandske gymnasium.

Det blev dog ikke positivt modtaget af alle de studerende på Rungsted Gymnasium.

På de sociale medier blev hun blandt andet mødt med kommentarer som: 'Hun er jo helt væk', 'Dine forældre må være stolte', 'Har du ondt i røven Anja E. Leighton' og 'Amen Fuck B.T. og Fuck kællingerne'.

Anja Leighton fortæller også til B.T., at der blev sunget nedladende slagsange om hende under en fest på Rungsted Gymnasium lørdag aften.

På B.T.s Facebook-side er tonen en ganske anden. Her roser langt størstedelen af brugerne Anja Leighton for at have modet til at stå frem, så der kan blive gjort noget ved problemet.

'Ville ønske, resten af pigerne havde den selvtillid til at sige fra på den måde. Der er ingen pointe i at gøre ydmygende ting for at passe ind,' skriver Patrick Pedersen i en af de mest likede kommentarer.

B.T. har brug for din hjælp til at kortlægge, hvor i landet der findes 'puttemiddage' eller andre særlige ritualer. Skriv til os på Facebook eller i en e-mail til 1929@bt.dk.

Flere brugere takker også Anja for at gøre dem opmærksomme på den kultur, som ligger bag de krænkende optagelsesprøver ved 'puttemiddage' på de danske gymnasier.

'Jeg vil bare sige til Anja, hvis du læser det her, at du lige har forberedt mig endnu bedre på, når mine drenge på seks og ni skal på gymnasiet. Jeg vil klart være opmærksom på den kultur her og på forhånd tage stærkt afstand til det. Og vælger mine drenge at deltage i den slags kvindenedgørende ritualer ... Ja, så kan denne kvinde, der gav dem livet, desværre ikke hjælpe dem med mere, overhovedet,' skriver Camille Gutheil blandt andet i en kommentar.

Efter at Anja Leighton blev lagt for had af flere tidligere medstuderende på Rungsted Gymnasium, har B.T.s underholdningsredaktør, Maiken Wexø, på Instagram bedt danskerne om at bakke den 17-årige pige op.

Det har blandt andre skuespillerne Sara Bro, Julie Zangenberg og Paprika Steen gjort ved at like Maiken Wexøs opslag.

Anja Leighton fortæller til B.T., at hun har valgt at stå frem for at komme 'et giftigt miljø' på Rungsted Gymnasium til livs.

»Jeg tager det i stiv arm, for selv om de misforstår mine motiver, så er det for deres skyld, at jeg gør det,« siger hun om de hadefulde kommentarer og glæder sig over, at flere af pigerne fra gymnasiet har skrevet og fortalt hende, at hun gør det rigtige.

Anja Leighton går ikke længere på Rungsted Gymnasium, som hun har forladt til fordel for Det Frie Gymnasium i København.