Når kalenderen siger september, kommer den snigende. Mavepinen.

Det gør den i hvert fald på Anitta Larsen. Allerede tre måneder inden, at kalenderen siger december, mærker hun frygten for jul.

»Jeg undgår at tage mine børn med ud og handle. Det er simpelthen for hårdt, når juletingene kommer frem og de peger på alt det, de ønsker sig,« fortæller 33-årige Anitta Larsen fra Ansager ved Billund.

Hun er på et ressourceforløb, og derfor er indkomsten beskeden. Og det kan være en udfordring som enlig mor til fire børn på henholdsvis seks, fire, et og tre måneder.

»Jeg tænker hele tiden på økonomi, og køber næsten kun tilbudsvarer. Kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har købt et nyt stykke tøj til mig selv fra en butik,« fortæller Anitta.

Der bliver sparet, hvor der spares kan. Men alligevel er denne jul ekstra udfordrende for hende.

Familien er nemlig netop flyttet på grund af fugt i deres gamle hjem. Møblerne gik til, og børnene blev syge af indeklimaet. Dermed falder nyt indskud, nye møbler, jul og desuden to fødselsdage sammen på kort tid.

»To af mine børn har fødselsdag i december. Og selvom jeg slår fejringen sammen, så vi ikke skal have kage og boller to gange på en måned, har jeg ikke råd til både julegaver og fødselsdagsgaver. Så fra november, kan jeg næsten ikke trække vejret. Det gør ondt. Hver gang,« erkender Anitta.

Hun har derfor valgt at søge om Julehjælp hos Dansk Folkehjælp. Og Anitta er langt fra den eneste, der beder om hjælp til julemad på bordet den 24. december.

Antallet af ansøgninger til Julehjælp sætter nemlig ny danmarksrekord.

1. november blev der åbnet op for ansøgninger til dette års Julehjælp, som fattige og udsatte familier kan søge hele måneden ud. Og allerede nu - en uge inden december - er ansøgertallet rekordhøjt.

I skrivende stund har 15.093 familier nemlig søgt om Julehjælp, og der er fortsat en uge tilbage, hvor fattige børnefamilier kan søge. Det er mere end sidste år, hvor tallet var lidt over 15.000.

»Hvis jeg får Julehjælp, vil det betyde, at jeg igen kan 'trække vejret' med visheden om, at mine børn kan nyde julemad og lidt julegodter i ferien. Og de vil også få en gave,« fortæller Anitta, der er bange for, at hendes børn vil føle sig udenfor fællesskabet.

»Børn taler jo om, hvad de har fået i julegave. Det husker jeg selv. Mine forældre havde heller ikke meget at gøre med, og jeg blev mobbet og kigget skævt til. Det ønsker jeg ikke for mine børn. De skal have en god skolegang og ikke ende i 'systemet', som jeg.«

Anitta har valgt at stå frem, fordi hun mener, at jo flere, der er åbne omkring problemet, jo bedre. Hun vil bryde tabuet ved at fortælle sin historie, også selvom at det er grænseoverskridende.

Og hvis du, som Anitta, også vil søge om julehjælp skal du gøre det inden 30. november.

Hvis du omvendt ønsker at hjælpe danskere, der ikke har råd til at holde jul, kan du donere penge her.

Andre læser også