Latter, sang og dans for fulde drøn. Dagen for vognturen var endelig kommet, og de nyudklækkede studenter fra Falkonergårdens Gymnasium var klar til at give den gas.
Men pludselig blev festlighederne afbrudt.
Noget kom flyvende ind fra siderne på studentervognen. Og det var ikke alle, der nåede at dukke sig. Det skriver TV 2.
Luna Tollund Bauers hvide kjole var dækket med gult og gennemsigtigt snask, og sekunderne inden var der noget hårdt, der havde ramt hendes krop.
Et æg. Flere æg. Nogen havde moret sig med at kaste dem efter de nyslåede studenter. Men det var altså ikke noget, de ellers feststemte unge på vognen fandt morsomt.
»Det var overhovedet ikke sjovt. Men jeg tror ikke, at de tænker over, at et æg eller måske ti æg gør ondt at blive ramt af. De burde tage sig sammen,« siger Luna Tollund Bauer til TV 2.
Hun så, at det var en gruppe drenge, der stod bag kastene. Og efter de havde kastet æggene, kørte drenge efter studentervognen, og Luna Tollund Bauer så, at de havde flere æg inde i bilen. Dog kastede de ikke flere, siger hun.
Eleverne fra Falkonergårdens Gymnasium er ikke de eneste, der har været udsat for den chikanerende adfærd under vogntur.
En studentervogn fra Lyngby Handelsskole blev ligeledes angrebet med æg, mens de var ude at køre i Værebroparken i Bagsværd.
En af studenterne, der var med på turen, Louise Sørensen, fortæller, hvordan de både blev ramt i hovedet og ansigtet.
De råbte efter dem, der kastede, at de skulle stoppe. Men de lyttede ikke, fortæller studenten.
Derfor endte deres chauffør med at hoppe ud af vognen for at få dem til at stoppe. Men lige lidt hjalp det.
Faktisk begyndte æggekasterne bare at kaste æg efter chaufføren, der derfor måtte søge ly tilbage i vognen og skynde sig at køre væk med forruden smurt ind i æg.
Selvom det ikke ødelagde hele deres store dag, sad det stadig i Louise Sørensen, da hun skulle hjem fra vognturen om aftenen. Hun var bange for at gå forbi Værebroparken og måtte derfor ringe hjem for at blive hentet.
I weekenden har Københavns Vestegns Politi fået syv anmeldelser, men formoder, at problemet er lang større end det.
Derfor opfordrer politiet folk til at anmelde det med det samme. Og filme det, når det sker, så politiet har noget at gå efter, når de rykker ud med patrulje.