Det endte helt galt, da 48-årige Anette Kjellegaard mandag afleverede sin 10-årige nymfeparakit Stritter til personalet i Bonnies Dyrecenter Slagelse, så de kunne klippe dens kløer.

For mens hun intetanende ventede i butikken, døde hendes fugl.

I stedet for at overbringe hende den triste nyhed valgte personalet at lade som ingenting og puttede en anden fugl i den kasse, som hun havde medbragt Stritter i. Det var først derhjemme, at sandheden gik op for hende, siger hun til B.T.

»Hun kommer smilende ud efter fem-syv minutter. Vi snakker lige om kløerne og næbbet, som jeg også havde bedt dem kigge på, og hyggesnakker lidt. Jeg får at vide, at jeg ikke skylder noget, da det er en service fra butikken. Den købte jeg, og jeg gik glad hjem til min kæreste og sagde, at der skulle vi handle noget oftere.

Nymfeparakitten Stritters bur. (Privatfoto)
Nymfeparakitten Stritters bur. (Privatfoto)
Vis mere

Men da Anette åbnede skotøjsæsken, stod det med det samme klart for hende, at noget var helt galt.

»Den startede med at bide mig helt vildt. Den bed, så det blødte, og det kunne min Stritter aldrig finde på, siger slagelsegenseren, der har brugt 10 år på at tæmme sin fugl, og i øvrigt undrede sig over, at hendes fugl pludselig var ringmærket.

»Jeg får proppet den ind i buret. Den havde helt andre lyde, og hanekammen strittede anderledes. Jeg tænkte, at det var ikke min fugl, men det var alligevel for langt ude. Men da jeg efterfølgende åbnede buret, og den fløj rundt i hele værelset, var jeg overbevist. For min fugl fløj aldrig rundt.«

Hun kontaktede derefter Bonnies Dyrecenter, som indledningsvist ignorerede hende. Men da sagen fik opmærksomhed på Facebook, gik de til bekendelse.

Fuglen var død, og de havde forsøgt at give hende en anden, så hun ikke skulle opdage det.

Stritter blev 10 år. (Privatfoto)
Stritter blev 10 år. (Privatfoto)
Vis mere

»De sagde til mig, at fuglen tilsyneladende var død af stress, da den skulle have klippet kløer. Og det er sådan set fair nok. Jeg ved, at det kan ske, når man har med fugle at gøre. Men den måde, de har håndteret det på, gør mig så vred,« siger Anette Kjellegaard.

»De beklagede mange gange og sagde, at de to medarbejdere, som åbenbart havde 'panikket' og givet mig en anden fugl, er meget kede af det og ikke har sovet i nat, fordi folk har fundet frem til dem på Facebook og sendt hadefulde beskeder,« siger hun.

De ansattes pressede situation fik hende til at få ondt af dem, men hun bestemte sig for, at hun ikke ville lade sit bløde hjerte løbe af med sig.

»Jeg føler sorg og vrede og harme. Og de undskylder sig med, at de gik i panik. Det kunne jeg forstå, hvis det var en ungarbejder på 14 år. Men to granvoksne mennesker, der agerer sådan, der falder kæden helt af for mig,« lyder det fra Anette Kjellegaard.

Anette Kjellegaard. (Privatfoto)
Anette Kjellegaard. (Privatfoto)
Vis mere

Hun siger til B.T., at hun har takket nej til en ny fugl fra butikken og ikke længere ønsker at handle der.

B.T. har kontaktet indehaveren af butikken, Jeanette Siering, der bekræfter, at der har været en 'sag'.

»Personalet er kede af det, og vi er alle kede af det. Kunne vi skrue tiden tilbage, så ville vi gøre det. Men det kan vi ikke,« siger Jeanette Siering, der ikke har yderligere kommentarer til sagen.