Det begyndte med et opslag på Facebook. En gruppe forskere fra fire hospitaler i Region Hovedstaden søgte forsøgspersoner til en stor dansk undersøgelse om mundbind.

Det var i de første kritiske måneder af coronatiden, hvor Danmark lukkede ned. Anette Sortemos var under uddannelse, og midt i udbruddet af den verdensomspændende pandemi følte hun et overskud til at give noget tilbage til samfundet. Derfor tilmeldte hun sig undersøgelsen.

Kort tid efter fik hun besked tilbage om, at hun var en af de 6.024 danskere, der var udtaget som forsøgspersoner. Halvdelen skulle ikke gå med mundbind, den anden halvdel skulle. Anette Sortemos var en af de heldige, der skulle gå med mundbind alle steder i en periode i april og maj.

»I starten var det simpelten så grænseoverskridende. Første gang jeg skulle ud ad døren med mundbind på, var det med hjertebanken, for på det tidspunkt var det ikke normalt at gå med det. Jeg følte, at alle mennesker kiggede på mig,« fortæller hun om sin debut med mundbindet.

Anette Sortemos fotograferet under forsøget med mundbind.
Anette Sortemos fotograferet under forsøget med mundbind. Foto: Privatfoto
Vis mere

Anette Sortemos skulle bære mundbind hele tiden. Ikke kun i offentlig transport og butikker, men overalt hvor hun kunne risikere at møde andre mennesker.

»Det blev hurtigt en del af hverdagen. Lige så snart jeg gik uden for min matrikel, havde jeg det på. Hvis jeg havde gæster, eller hvis vi var til fødselsdag, havde jeg mundbind på. Det var bare sådan, det var. Min omgangskreds tænkte nok, at det er endnu et Anette-påfund, men jeg fik også tilkendegivelser om, at det var fedt, jeg gjorde det,« siger Anette Sortemos.

Som mange andre elsker Anette Sortemos at rejse og gå til koncerter, og hun var derfor godt træt af de mange restriktioner, regeringen har lagt ned over danskerne for at bremse corona-smitten. For hende var forskernes undersøgelse af mundbind et håb, der blev tændt i coronamørket.

»Personligt troede jeg, at mundbindet ville have stor effekt. Det var måske et håb om, at jeg ville få mit liv tilbage,« siger hun.

Anette Sortemos er en af 6.024 danskere, der har deltaget i et stort dansk forsøg med mundbind.
Anette Sortemos er en af 6.024 danskere, der har deltaget i et stort dansk forsøg med mundbind. Foto: Privatfoto
Vis mere

Da forsøget var overstået, blev alle deltagerne testet for både covid-19 og antistoffer. Anette Sortemos blev testet negativ. Hun ventede efterfølgende i spænding på resultatet af det, som forskerne kaldte 'Verdens største undersøgelse af mundbind', men månederne gik, uden at hun eller nogen andre i offentligheden fik noget at vide.

I august indførte regeringen nye skærpede restriktioner om mundbind i offentlig transport, og de blev senere skærpet, så danskerne nu er tvunget til at gå med mundbind mange steder. Alligevel ventede forskerne med at offentliggøre deres studie.

Forskerne havde sendt undersøgelsen til tre af verdens største tidsskrifter for forskning: The Lancet, The New England Journal of Medicine og den amerikanske lægeforenings tidsskrift JAMA, men alle tre steder fik de afslag.

Først i går blev undersøgelsens resultater offentliggjort i Annals of Internal Medicine. Studiet peger på, at mundbind ikke som antaget halverer risikoen for at blive smittet med corona, men måske snarere giver en moderat beskyttelse på omkring 15-20 procent. Og det var nedslående nyt for Anette Sortemos.

»Jeg havde håbet, at hvis nu mundbind beskyttede med 50 eller 70 procent, så kunne man igen begynde at holde familiemiddage, holde en normal jul og tage ud og rejse. Det er de ting, jeg savner i mit liv,« siger hun.

Selv om studiet ikke kan bekræfte, at mundbind beskytter bæreren mod covid-19 mere end 15-20 procent, siger det ikke noget om, hvorvidt mundbindet beskytter andre mod at blive smittet af bæreren. Myndighederne fastholder fortsat kravet om at bære mundbind i indendørs offentlige rum. Anette Sortemos, der har haft længere tid end andre til at vænne sig til brugen af mundbind, fortsætter også med at bruge det ligesom alle andre.

»Selv om vi har det sort på hvidt, at det ikke virker så godt, som vi troede, så har jeg det personligt fint med at bruge det. Hvis bare en person mindre bliver smittet, så tager jeg gerne den klud foran munden, når jeg skal ud,« siger hun.

Du kan læse mere om undersøgelsen her.