Professor Erica Ollmann Saphie er en af verdens fremmeste viruseksperter.

Og mens den anerkendte forsker tidligere har slået fast, at hun frygter, at en ny pandemi i lighed med corona kan bryde ud på verdensplan, så er det noget helt andet, hun frygter først.

»Det er en skræmmende og stor trussel. Vi er på vej ud over klippen,« lyder det fra professor Erica Ollmann Saphie.

Viruseksperten fortæller nemlig til B.T.s norske søstermedie Nettavisen, at hendes største bekymring for en forestående »verdenskrise« handler om den voksende antibiotikaresistens.

»Det kræver, at vi må finde nye strategier for at bekæmpe bakterierne,« siger hun.

Forskeren kalder problemet med den voksende antibiotikaresistens på verdensplan for »en konstant kamp«. 

Erica Ollmann Saphire er professor og forsker i immunologi, hvor hun til daglig er leder af det verdensanerkendte La Jolla Institute for Immunology i San Diego. Foto: Lji / PR

Og det ikke bare for forskerne, der prøver at finde alternative løsninger på det stigende problem, men for slet og ret »alle«.

»Vi har stærkt brug for nye typer antibiotika. Desværre er det ikke et område, som lægemiddelindustrien tjener store penge på, og derfor bliver det prioriteret lavt. Men det er et kæmpe problem,« slår den anerkendte forsker fast.

På grund af overforbrug af antibiotika blandt både mennesker og dyr er der på globalt plan fremkommet flere bakterier, der ikke lader sig hæmme af lægemidlerne.

Det betyder altså, at sygdomme og virus, som tidligere enkelt kunne behandles, vil kunne risikere at blive livstruende. 

Ikke mindst fordi de samtidig vil kunne sprede sig og blive dyrere at behandle.

Verdenssundhedsorganisationen WHO startede ligeledes i maj et program for at finde en løsning på den stigende antibiotikaresistens, de i de seneste år har anerkendt som blandt verdens største sundhedsudfordringer.