Der hang den, lottokuponen. I flere måneder.

Og ejerkvinden fra Aarhus anede slet ikke, at den faktisk var penge værd, mange penge.

For det viste sig, at hun havde en million kroner hængende lige dér på opslagstavlen derhjemme.

»Vi har altid vores Lotto-kuponer hængende på opslagstavlen. Også selv om vi har tjekket dem, men vi gemmer dem altid, til vi en dag går ned og får dem tjekket efter,« fortæller kvinden via Danske Spil.

Og det gjorde hun så for nylig i et supermarked med en bunke af de gamle lottokuponer.

Dobbelt heldigt, kan man sige.

»Manden ved kassen stopper ved en af kuponerne og siger: 'Der er gevinst på den her, men den er på over 5.000 kroner, så den kan jeg ikke udbetale, du skal kontakte Danske Spil',« siger hun.

Og ganske rigtigt. Da kvinden kom hjem, kunne hun på Danske Spils hjemmeside se, at der stod en gevinst på en rund million kroner.

Det var fra den såkaldte ekstratrækning Millionærchancen, og kuponen stammede helt fra maj. Så længe havde den hængt på opslagstavlen.

»Så fik jeg fat i min mand og sagde: 'Prøv at kigge her, hvad står der her?' Han kiggede, og så blev han bare sådan 'what?' Vi var begge helt målløse og krammede og kiggede og krammede,« lyder det fra vinderen:

»Det er jo sådan noget, vi alle drømmer om. Vi går stadig lidt rundt som i en sky og kigger på hinanden. Tænk, kan det virkelig passe, at det skulle falde ned i vores turban?«

Parret har besluttet sig for at dele gevinsten med deres børn og derudover rejse ud i verden for at besøge familie og venner, som de ikke har set længe.