Andreas' børn ville give deres julegaver for at komme af sted. Tobias havde set frem til en uge fyldt med 'mandehørm' med 11 venner.

Men de skiferier må de glemme alt om nu.

De havde begge planlagt at sætte kursen mod Østrigs skiløjper, som er en af danskernes mest populære skidestinationer.

Men de østrigske myndigheder kategoriserer nu Danmark som et højrisikoland og har i dag vedtaget et krav om, at danske rejsende skal i karantæne ved ankomst til landet. Har man en boostervaccine, kan man undgå karantænen med en pcr-test.

Årsagen til de nye rejserestriktioner er udbredelsen af omikronvarianten i Danmark. Også Norge, Holland og Storbritannien bliver ramt af de nye karantæneregler.

Karantænen er som udgangspunkt ti dage – kan man fremvise en negativ test, kan man komme ud af karantænen efter fem dage.

Andreas Würtz fra Ikast skulle have været i Saalbach-Hinterglemm med sin kæreste og deres tilsammen fire børn – tvillingerne på syv og deres halvsøskende på henholdsvis 16 og 19 år.

»Vi er en rigtig skifamilie, så vi havde hungret efter at komme af sted. Alle børnene ville give deres julegaver for det,« fortæller 33-årige Andreas Würtz til B.T.

Andreas Würtz er tidligere skiguide og har haft sin familie med på skiferie mange gange.
Andreas Würtz er tidligere skiguide og har haft sin familie med på skiferie mange gange.
Vis mere

Det nye karantænekrav er gældende fra 25. december. Samme dag som Andreas Würtz og familien skulle have været af sted.

»Det er noget, man virkelig sparer sammen til, og det er der, vi har tid til at trække stikket fra hverdagen og bare være familie. Det er næsten en sorgens dag,« fortæller Andreas Würtz.

»Det er mega frustrerende, at vi ikke kan komme af sted.«

Følelsen af frustration deler 20-årige Tobias Ellehøj fra Faxe. Han skulle have været af sted med 11 andre unge mænd fra 7. til 15. januar til det populære skisportssted Bad Gastein.

Tobias Ellehøj havde glædet sig til en skiferie med sine venner.
Tobias Ellehøj havde glædet sig til en skiferie med sine venner.
Vis mere

»Vi skulle stå på ski og hygge os, og der var virkelig lagt op til mandehørm,« fortæller Tobias Ellehøj til B.T.

»Det er super ærgerligt, vi ikke kan komme af sted. Det er bare træls. Virkelig træls.«

Sidste år blev skiferierne også revet fra Andreas Würtz og hans familie og fra Tobias Ellehøj og hans venner, da Østrig havde samme karantænekrav for alle udenlandske rejsende.

»Så vi savner det jo og havde alle sammen glædet os endnu mere, fordi vi har haft den lange pause fra skiene,« fortæller Tobias Ellehøj.

Andreas Würtz har allerede snakket med ejeren af det hotel, som de er stamgæster på, og som også skulle have dannet rammerne for familiens skiferie i år. Også her har nyheden om de nye indrejsekrav mod Danmark – og andre lande – ramt hårdt:

»Hotelmutteren ryster på hovedet ad det. Deres bookinger er i forvejen halveret, i forhold til hvordan det plejer at være. Så en familie på seks som os er mange penge for dem.«

Andreas Würtz og familien skulle have holdt nytår i Østrig, og det eneste, de ved om nytårsaften nu, er, at den i hvert fald ikke bliver med ski under fødderne.

»Så må ungerne få noget krudt i stedet for et liftkort,« slutter en ærgerlig Andreas Würtz.