Astronauten Andreas Mogensen arbejder lige nu på at få en stor drøm opfyldt.

»Jeg krydser mine fingre,« siger han til B.T. 

Det handler om at komme med på en eventuel rummission til månen. 

»Det kan være, der er en chance for at komme på en mission til Månen, måske. Men det er en lille chance, der er for det,« siger Andreas Mogensen. 

Arbejder du på, at du måske skal til Månen?

»Det er begrænset, hvor meget jeg kan arbejde på det, men jeg kan krydse mine fingre og håbe på, at det lykkes,« siger han.

Det er nogen år siden, at den europæiske rumfartsorganisation, Esa, som Andreas Mogensen arbejder for, startede et samarbejde med amerikanske Nasa om en mission, der skal sende mennesket tilbage til Månen.

Og den mission vil den danske astronaut altså gerne med på. 

Her ses Andreas Mogensen sammen med resten af holdet, der sidste år skulle op til den internationale rumstation.
Her ses Andreas Mogensen sammen med resten af holdet, der sidste år skulle op til den internationale rumstation. Foto: Gregg Newton/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Andreas Mogensens chef har da heller ikke afvist, at den danske astronaut skal være med i en kommende tur til Månen. 

»Andreas Mogensen demonstrerer, at en astronaut fra et lille land kan få et stort ansvar. Så jeg mener, at der er virkelig fair chancer,« sagde Daniel Neuenschwander, som er direktør for afdelingen ’Human and Robotic Exploration’ hos ESA, sidste år til Videnskab.dk.

Selv har Andreas Mogensen flere spørgsmål.

»Der er spørgsmålet om, hvornår månemissionerne kommer. Og hvornår får Esa pladser på nogen af månemissionerne? Det er jo et samarbejde med Nasa, der er den store partner og står for det,« siger han og tilføjer:

Her ses Andreas Mogensen foran et stort billede af Månen, der er en stor drøm for ham at besøge.
Her ses Andreas Mogensen foran et stort billede af Månen, der er en stor drøm for ham at besøge. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Men vi har planer om at få europæiske astronauter med på missionerne.« 

Hvor stor mener du, at chancen er for, at du skal flyve med til Månen. Jeg tænker fra 1 til 100?

»1 måske. Nej, det er svært at sige,« lyder det med stor latter fra Andreas Mogensen.   

»Vi har ikke haft mennesker på Månen siden 1972, og jeg tror, at alle astronauter drømmer om det, så der er stor konkurrence om at være med,« tilføjer han.