Andreas Aabo husker dagen ganske klart. 4. april 2019.

Det blev dagen, som hans krop i månedsvis havde advaret ham, ville komme, hvis han ikke snart begyndte at passe på sig selv og skrue ned for sit arbejde som konsulent.

I september 2018 begyndte Andreas sit job som konsulent. Det var »det hurtige liv«, som han kalder det.

Men det var lige hurtigt nok, for den aprildag mistede han kontrollen over sin krop, som havde givet ham faresignaler af evig uro i kroppen og et område på ryggen, som konstant sov, ligesom han manglende søvn.

»Jeg havde i længe periode mærket, at jeg var på vej ud over en skrænt, men en dag knækkede kæden bare. Jeg begyndte at græde ukontrollerbart på arbejde. Jeg kunne bare ikke styre tårerne, som man i et eller andet omfang jo ellers kan. Jeg var i chok over, at jeg ikke kunne styre min krop. Det var et meget mørkt sted,« siger Andreas Aabo og tilføjer.

»Det var ikke et lille crash. Jeg troede jo, at jeg skulle dø.«

Efter sammenbruddet gik turen hurtigt hjem i familiens skød, og kort tid efter gik turen til lægen. Lægen var ikke i tvivl om, hvad dommen var. Det var stress.

Ifølge Andreas Aabo viste symptomerne på stress sig nok, kort tid efter han startede sit job som konsulent. Men stopknappen var svær at finde som ung mand med ambitioner.

»Jeg kan jo godt lide at arbejde. Det var nogle fede klienter, jeg arbejdede for, og nogle fede kollegaer. Der var virkelig gang i den, men jeg havde det bare dårligt.«

Den ene psykolog efter den anden tog ikke telefonen. Han fandt, hvad han troede var den rette terapeut, men det rigtige match var der ikke. Terapeuten var ekspert i traume, og Andreas led af stress.

»Kemien var der bare slet ikke. Man skal tænke på, når man går til terapeut, at det skal være en, man har lyst til at åbne sig op for. Men jeg må også sige, at jeg nok var en dårlig klient, for jeg gik ind til terapi med et forkert mindset. For jeg tænkte ‘hvorfor skal jeg snakke med en fuldstændig fremmed om mine dybeste følelser?’,« siger Andreas Aabo.

Til sidst lykkedes det at komme i den rette terapi hos den rette terapeut.

Men Andreas Aabo er langt fra den eneste, der har eller har haft en psykisk lidelse. Sundhedsstyrelsen anslår, at cirka 40 til 50 procent af danskerne vil opleve at have en psykisk lidelse i løbet af livet.

Da han fandt ud af, at han langtfra var den eneste, der havde svært ved at finde det rigtige match, følte han nogen måtte gøre noget. Derfor stiftede han sammen med Rasmus Frost og Tobias Pankoke virksomheden Healper.

Healper er en matchning-platform, som matcher klienter med den rette terapeut. Det sker ved, at klienten udfylder et målrettet spørgeskema, som peger klienten mod de rette terapeuter.

Healper har allerede hjulpet over 7.400 danskere med at finde en terapeut, og matcher i dag med mere end 1.100 terapeuter i hele Danmark.

De tre stiftere af Healper. Tobias Pankoke til venstre. Andreas Aabo i midten. Rasmus Frost til højre. Foto: Privat.
De tre stiftere af Healper. Tobias Pankoke til venstre. Andreas Aabo i midten. Rasmus Frost til højre. Foto: Privat.

»Det er fedt at gå til terapi. Det er fedt at arbejde med sig selv. Jeg synes, det er sejt, at man for eksempel kan gå fra at have en angst, til at man kan sidde helt afslappet i et rum fyldt med mennesker,« siger Andreas Aabo og fortsætter.

»Vi skal snakke noget mere om mental sundhed. Vi snakker ikke om stress, angst og afhængighed, men vi ved, at det er der. Det er noget, vi skal være fælles om.«

Andreas Aabo, Rasmus Frost og Tobias Pankoke har alle det til fælles, at de har brugt en terapeut i løbet af deres liv. Faktisk har alle ansatte hos Healper haft mentale udfordringer.

Derfor er det også noget, der er fuld åbenhed om inde på kontoret.

»Vi er alle sammen tidligere klienter. Herinde er der ikke nogen, som arbejder 110 eller 120 procent. Her arbejder man kun 100 procent, fordi ellers risikerer vi, at kæden knækker. Det er vigtigt, at vi snakker om det,« siger Andreas Aabo.