»Jeg tør ikke tænke på, hvad der var sket, hvis min datter havde fået det i hovedet.«

Sådan fortæller 38-årige André Pischiutta, efter han natten til tirsdag løb i ly fra torden og kæmpe hagl med sin seksårige datter i hånden.

Den lille familie havde netop beundret et fyrværkerishow ved Gardasøen i Italien, da himlen pludselig åbnede sig.

»Der kom lyn overalt. Intet regn, men kæmpe brag. Og så begyndte det at vælte ned med hagl på størrelse med golfbolde,« siger André Pischiutta, der dog priser sig lykkelig for, at der ikke skete noget med hverken ham eller datteren.

Familiens telt dagen efter det voldsomme vejr. 
Familiens telt dagen efter det voldsomme vejr.  Foto: Privat
Vis mere

Deres telt overlevede derimod ikke det italienske uvejr. 

»Det er fuldstændig smadret og flænset op. Heldigvis er min mor også hernede, så vi kunne være i hendes campingvogn, mens haglen ramte,« siger den rystede far. 

Og selvom en campingvogn umiddelbart kan klare mere end et telt, var nattens ophold ikke en oplevelse, der gav ro i maven, forklarer Pischiutta. 

»Lamperne i campingvognen røg på gulvet. Der kunne jeg godt se i mine datters øjne, at hun blev utryg. Men vi forholdt os i ro over for hende, så hun ikke skulle være bange.« 

Som helvede på jord

Efter det voldsomme vejr stilnede af, beskriver André Pischiutta campingpladsen, de boede på, som en katastrofe-zone. 

»Alle stimlede sammen bagefter. Der var smadrede ruder overalt, ødelagte telte og mennesker, der havde søgt tilflugt hos folk, de ikke kendte. Det var nærmest som et helvede på jord,« siger han. 

Den lille familie venter nu bare på, at de igen kan vende snuden mod Danmark, hvor de har en flybillet til fredag.

Det var hagl på størrelse med golfkugler, der regnede over campingpladsen. 
Det var hagl på størrelse med golfkugler, der regnede over campingpladsen.  Foto: Privat
Vis mere

»Det har ødelagt meget af ferien, at man står her nu. Vi forsøger dog at have det glade ansigt på for min datters skyld,« siger André Pischiutta.