»Det er løgn.«

Så klar i mælet var Anders Larsen, da hans kone søndag formiddag fortalte ham, hvordan det var gået til, at den sorte læderpung nu igen lå på bordet i deres hjem på Læsø.

For at forstå den reaktion skal vi skrue tiden tilbage til fredag aften.

Her var Anders nemlig ude for at prøve sin kusines såkaldte stand up paddle board tæt på hjemmet.

Anders Larsen
Anders Larsen
Vis mere

Det var en spontan beslutning, og det kunne med Anders' egne ord ikke »gå hurtigt nok«, så den 30-årige mand drog simpelthen ud på vandet med sin pung i baglommen.

Det vidste han dog ikke selv på daværende tidspunkt, men ikke desto mindre faldt han i vandet omkring 15 gange.

I lykkelig uvished tog Anders hjem og tænkte ikke mere over pungen før dagen efter, hvor han kunne konstatere, at den var væk.

Men han overvejede stadig ikke, at den kunne ligge på havets bund, for som han tænkte:

»Jeg ville da kunne mærke, hvis jeg havde en pung i baglommen.«

Anders slog den forsvundne pung hen og vurderede, at den måtte ligge derhjemme i et par bukser eller lignende.

Men da han søndag aften kom hjem til sin kone, var hun hurtig til at sige, at hun havde »en overraskelse« til ham.

Anders lignede ét, stort spørgsmålstegn, men så trak konen pungen frem og begyndte at fortælle en historie, der næsten var for god til at være sand.

Pungen var intakt - og indholdet det samme - da Anders fik sin pung tilbage.
Pungen var intakt - og indholdet det samme - da Anders fik sin pung tilbage.
Vis mere

Konen var nemlig søndag eftermiddag blevet kontaktet af en undervandsjæger, der var dykket rundt tæt på Læsø Strand.

Dér havde han pludselig fået øje på en pung, hvor flere pengesedler var ved at ryge ud af den.

Med sin harpun i hånden fik han fisket pungen op, og den vej igennem fandt han kontaktoplysningerne på Anders' bedre halvdel, som fik et opkald.

»Det er jo helt vildt. Faktisk et mirakel,« fortæller Anders i dag.

Ét er dog, at pungen blev fundet. Men noget andet, som Anders lægger stor vægt på, er dykkerens gode sin.

»Tænk, at man i Danmark finder en pung og ikke bare tager pengene. Det er virkelig fedt. Der lå 2.000 kroner i, og dem kunne han jo bare have taget og smidt pungen,« siger Anders.

Da Anders' kone fik overleveret pungen, havde hun taget en flaske vin med til undervandsjægeren, men det er ikke helt nok, mener Anders.

Han er nemlig til dagligt hummerfisker, og derfor har han også besluttet, at der ryger et par hummere i retning af manden, der fandt pungen på havets bund.

Anders Larsen sammen med uv-jægeren, der fandt pungen
Anders Larsen sammen med uv-jægeren, der fandt pungen
Vis mere

Dem afleverede han mandag aften, og i den forbindelse fik de to mænd taget et billede sammen.