Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Krigen i Ukraine påvirker en del danskere, som er bekymrede for, at der bliver trykket på atomknappen. Det kan mærkes i Militærbutikken i østjyske Allingåbro.

Her møder indehaveren Anders Peter Lykkegaard Kristensen kunder, der gerne vil være i stand til at beskytte sig selv, hvis det værst tænkelige skulle ske.

Interessen er så stor, at det har været nødvendigt at indkalde ekstra personale i disse dage, hvor det især er om eftermiddagen, at folk vælger at besøge forretningen.

»Der har været mange flere kunder i løbet af de seneste 14 dage end ellers. De har købt udstyr til en form for forberedelse,« siger butiksindehaveren.

Især er salget af gasmasker steget voldsomt.

»Jeg vil tro, jeg har solgt omkring 1.500-1.700 stykker i løbet af kort tid,« siger Anders Peter Lykkegaard Kristensen. Normalt plejer butikken at sælge to til fem om ugen.

»Nogle er bange for, at et atomkraftværk vil blive bombet, som vil skabe en form for støvsky op over Danmark,« lyder noget af forklaringen.

Dog er filtrene til gasmaskerne, der nødvendige for, at de virker optimalt, ikke noget, butikken kan klare i øjeblikket, men det er der råd for.

Sådan ser Millitærbutikken i Allingåbro ud. Privatfoto.
Sådan ser Millitærbutikken i Allingåbro ud. Privatfoto.
Vis mere

»Man kan købe dem i byggemarkeder, og ellers regner jeg med at få dem hjem løbende,« lyder det fra Anders Peter Lykkegaard Kristensen.

Foruden gasmasker, er også beskyttelsesudstyr, økser, skovle og frysetørret mad i høj kurs, hvor sidstnævnte kan være alt fra risbudding med hindbær og chokolademousse til bøf med kartofler og røræg med bacon.

Men det er ikke kun danskerne, der shopper løs i butikken i Allingåbro eller på deres hjemmeside, der bliver bestyret af kæresten og medindehaveren Amanda Thomassen. Anders Peter Lykkegaard Kristensen har nemlig også haft ukrainere i røret, som gerne vil købe veste og hjelme, men det har butikken ikke kunnet klare.

Før krigen brød ud i Ukraine, var der højsæson i april-maj og september-oktober, og det var mest tøj og udstyr til friluftsliv, der blev solgt.

Krigen i Ukraine har fået flere danskere til at købe militærudstyr. Det gør de bl.a. i Militærbutikken i Allingåbro. Privatfoto.
Krigen i Ukraine har fået flere danskere til at købe militærudstyr. Det gør de bl.a. i Militærbutikken i Allingåbro. Privatfoto.
Vis mere

»I forårsmånederne begynder folk at tage ud og sove i shelter, og det er det samme senere på året,« lyder forklaringen.

»Nogle begynder også at købe julegaver fra september.«

Men med en krig, der ikke ser ud til at ende foreløbigt, forbereder Anders Peter Lykkegaard Kristensen og hans ansatte sig på at kunne blive ved med at lange militærudstyr over disken til danskerne.

»Vi vil kunne fortsætte i en rimelig lang periode,« afslutter Anders Peter Lykkegaard Kristensen.

Andre læser også