Anders Breinholts stort anlagte juleshow i Royal Arena, der skulle finde sted 5. december 2026, er blevet udskudt til næste år.

Det oplyser Michael Guldhammer fra Cece Agency, der står bag arrangementet, til B.T.

- Det er et stort show med en giga-opsætning, og vi har ikke ønsket at gå på kompromis med det første show, vi laver i den her kaliber. Derfor har Cece Agency besluttet at flytte showet til næste år, oplyser han i et skriftligt svar til mediet.

På billetplatformen Ticketmaster står showet, der er døbt "Breinholts Giga Juleshow", nu til at løbe af stablen 4. december 2027.

Berørte billetindehavere er ifølge mediet blevet tilbudt enten at benytte billetten til næste års show eller få refunderet billetprisen.

Michael Guldhammer uddyber udskydelsen med, at tiden er løbet fra produktionen, og at det ikke handler om billetsalg.

- Forklaringen er, at vi har udskudt showet for at kunne lave præcis det show, som publikum, Anders, Søren og Carsten fortjener, skriver han til B.T.

Showet tager ifølge Royal Arena udgangspunkt i stemningen fra Breinholts øl-julekalender og kombinerer musik, humor og ølsmagning med publikum.

Musikeren Søren Rasted og ølentusiasten Carsten Berthelsen er blandt de medvirkende, ligesom en række danske musikartister er annonceret til at optræde, skriver Royal Arena på sin hjemmeside.

B.T. skriver, at der op til dagens udmelding har hersket tvivl på de sociale medier blandt billetkøbere, om juleshowet var blevet aflyst.

Arrangementet var ifølge mediet forsvundet både fra Royal Arenas kalender og Ticketmaster, hvilket har fået fans til at gå til tasterne i diverse kommentarspor på Facebook.

Juleshowet blev annonceret i juni 2026. Billetpriserne spænder fra 1000 til 1400 kroner, fremgår det via Ticketmaster.

RITZAU