Glæden kan tydeligt høres i Anders Aagards stemme.

»Hvor højt må jeg råbe hurra i telefonen?« spørger han.

Torsdag kunne kokken og restauratøren bag Madklubben- og Frankies-restauranterne vågne op til nyheden om, at branchen via den nye genåbningsaftale med næsten øjeblikkelig virkning får indført betragtelige lempelser af coronarestriktionerne.

Det betyder i store træk blandt andet længere åbningstider, plads til flere gæster og ingen mundbind.

»Det har virkelig været en skøn nyhed at stå op til. Nu er det svært at bevare pessimismen, og vi er et rigtig, rigtig stort skridt nærmere en normal hverdag,« siger Anders Aagard:

»Det er jo så væsentlig for vores branche, at vi får lov til at holde åbent lidt længere, og at mange af de øvrige restriktioner bortfalder. Det giver os jo mulighed for at drive vores butikker, som de er bygget til at blive drevet.«

Især glæder den succesrige restauratør sig altså over, at det allerede fra fredag er muligt at holde åbent til midnat.

»Helt konkret vil det betyde, at vi kan omsætte for 15-25 procent mere torsdag, fredag og lørdag,« vurderer Anders Aagard:

Anders Aagaard åbner fredag en ny Madklubben i Odense: »Timingen kunne ikke være bedre.«
Anders Aagaard åbner fredag en ny Madklubben i Odense: »Timingen kunne ikke være bedre.« Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

»Restaurationsbranchen er en marginalforretning, så selvom mange tænker, at vi tjener en formue, fordi vi eksempelvis tager 25 kroner for en cola, der koster fem kroner i Netto, så der er jo rigtigt mange store faste udgifter til husleje, forsikringer, afgifter, og jeg skal komme efter dig. De første mange, mange penge tjener man ikke noget på. Det er de sidste 10-15-20-30 procent, hvor det begynder at kunne aflæses på bundlinjen, så det betyder virkelig meget for os.«

Og så har Anders Aagard ikke mindst en stor mængde af medarbejdere, der ser frem til ikke længere at skulle bære mundbind fra på mandag.

»Jeg kan love dig for, at der er mange glade tjenere, som glæder sig til at brænde mundbindene af sankthansaften,« siger han.

I den nye meget lempede åbningsaftale bliver restaurationsbranchen påvirket på følgende måde:

  • Allerede fra fredag må restauranter, barer og cafeer holde åbent og udskænke alkohol til midnat – fra 15. juli udvides åbningstiderne og alkoholsalget til klokken 02.
  • Fra på mandag fjernes kravet om mundbind på serveringssteder.
  • Fra 1. juli fjernes arealkrav og afstandsanbefalinger på etablissementer, hvor gæster hovedsageligt sidder ned.
  • Fra 1. september ophæves krav om visning af coronapas på serveringssteder.

Og her er der altså i to sidste punkter et par restriktioner, der fortsætter lidt endnu.

»Arealkravet havde vi jo gerne set var blevet annulleret, men vi tager lige et par uger mere med det, og det overlever vi også nok,« siger Anders Aagard.

Anderledes ser han på, at coronapasset stadig skal vises frem til september.

»Det er lidt af en streg i regningen, at man ikke har fundet det forsvarligt eller har haft politisk opbakning til at fjerne det hurtigere. Det giver alt andet lige en del praktiske udfordringer og administration i, at vores medarbejdere skal stå og tjekke det,« siger Anders Aagard:

»Det vil hen over sommeren fjerne lidt af spontaniteten fra gæsterne, når de render rundt i byen og får lyst til at sætte sig på en restaurant for at få noget at spise. Så må vi håbe, at vejret er så godt, at man kan sidde udenfor, hvor man jo ikke skal vise coronapas.«