På Michelinguidens hjemmeside er den københavnske restaurant Bjørnekælderen hædret med en såkaldt Bib Gourmand-anbefaling, hvilket er en pris, som Michelin hvert år tildeler særligt gode restauranter, der tilmed har gode priser.
Men ved døren bliver folk pludselig mødt af en lukket dør og en seddel med en nedslående besked, skriver mediet FrederiksbergLIV.
»Bjørnen er gået i hi og vågner først op igen i det nye år med nye bjørnetæmmere (...) Den gamle hjemmeside er fortsat styret af de tidligere ejere. Vi kan derfor desværre ikke tage ansvar for bordbookinger foretaget dér. Vi har bedt om, at bookingen bliver lukket - indtil videre uden held.«
Restaurantens ansigt udadtil er den anerkendte kok Mads Dalsborg, der har drevet Bjørnekælderen siden 2021.
Han har ingen kommentarer til nedlukningen.
Dalsborg var i 2022 med i TV 2-programmet 'Fem fede kokke' og har tidligere arbejdet på flere velrenommerede steder som Umami og Mondän.
