»Det er ærgerligt, at vores medarbejdere bliver ofre for det her hærværk.«

Ordene kommer fra den tidligere Nye Borgerlige-kandidat og medlem Anahita Malakians efter, at restauranten L.A. TINO på Nørrebrogade 22 er blevet udsat for hærværk. Anahita Malakians er bestyrer og medejer af stedet.

Flere gange er det sket, at der er blevet råbt 'nazister' og 'fascister' uden for eller inde i restauranten til medarbejderne, og forleden var der så en ukendt person, der smed en stinkbombe ude på stedets toilet.

Det stank så voldsomt, at stedet måtte lukke ned, og gæsterne måtte gå uden at betale.

Det er ikke første gang, at et sted, hvor Anahita er tilknyttet, bliver udsat for hærværk.

I oktober 2019 sagde hun sin stilling op på burgerbaren 'The Barn' i Nordvest, da stedet fik smadret ruder efter en artikel bragt i Konfront om, at der blev serveret naziburgere på stedet.

Ifølge Anahita Malakians var det utvivlsomt politisk hærværk fra venstreekstreme miljøer.

Det er også, hvad hun tror ligger til grund for det nye hærværk, selvom hun ikke længere er aktiv i dansk politik.

Anahita Malakian har boet 18 år på Nørrebro. Arkivfoto.
Anahita Malakian har boet 18 år på Nørrebro. Arkivfoto. Foto: NIELS AHLMANN OLESEN
Vis mere

»Jeg formoder, at det ekstreme venstreorienterede miljø på ny har besluttet sig for, at jeg ikke skal kunne drive en restaurant på Nørrebro. Jeg synes, at det er trist for vores frie samfund og demokrati. Man behøver dårligt nok at mene noget mere. Man må åbenbart heller ikke have haft en fortid i politik. Jeg synes virkelig, at det er provokerende og udansk, at de tillader sig at gøre dette igen. Det minder jo om en ny udgave af nazisternes krystalnat,« siger Anahita Malakians til B.T., inden hun fortsætter.

»Jeg er blevet bedt om ikke at være i nærheden af stedet mere af mine forretningspartnere og medarbejdere efter stinkbomben for, at man undgår yderligere provokation. I forvejen har jeg har ikke været på stedet i over en måned på grund af en intern grim tvist. De har urimeligt besluttet, at jeg ikke skal have noget med forretningen at gøre, så jeg er allerede afskåret fra al information om stedet.«

TIP OS: Kender du noget til hændelsen eller personen, der står bag, så kan du kontakte journalist Andreas Stenshøj på akst@bt.dk.

Selv om det nu er anden gang, at en restaurant på Nørrebro, hvor Anahita er tilknyttet, bliver udsat for hærværk, så er hun ikke bleg for at åbne en ny restaurant i bydelen.

»Får jeg et godt tilbud igen, og det tilfældigvis ligger på Nørrebro, så siger jeg ikke nej til det, selv om det virker, som om der er nogen, som har noget mod, at min person færdes på Nørrebro.«

Anahita Malakians har nu anmeldt hærværket til politiet.

Hun kom til Danmark fra Iran med sin familie som otteårig og betegner sig selv som ateist efter at være vokset op i et kommunistisk hjem. I 2018 skabte hun røre i Danmark, da hun oplyste, at hun havde haft over 100 sexpartnere.

Hun har tidligere stillet op for Venstre, men blev ved det seneste folketingsvalg ikke genopstillet for partiet. I stedet opnåede hun ved det seneste valg 532 personlige stemmer for Nye Borgerlige, som hun altså ikke længere er medlem af.

B.T. har mandag aften forsøgt at få en kommentar fra den stærkt venstreorienterede gruppe Antifascistisk Aktion (Antifa) for at spørge, om de skulle være bekendt med episoden. Det kunne en talsperson hverken be- eller afkræfte med henvisning til, at B.T. skulle sende en mail.