Tirsdag skydes festen i gang ved Copenhagen Pride. I mange lande er paraderne ifølge Amnesty stadig dyb alvor.

Der er lagt op til fest i gaden, når tusindvis af LGBT-personer i regnbuefarver tirsdag indleder årets udgave af mangfoldighedsfestivalen Copenhagen Pride Week.

Men for rigtig mange LGBT-personer over hele verden er det at kunne deltage i en fredelig Pride langt fra en selvfølge.

Det er en af grundene til, at Amnesty International igen i år deltager på festivalen.

- Amnesty deltager i år under sloganet "love is not a crime", fordi vi sætter fokus på, hvordan mennesker og organisationer over hele verden kriminaliseres og diskrimineres, fordi de er LGBT-personer.

Det siger Helle Jacobsen, der er programleder ved Amnesty.

Organisationen vil i år sætte særligt fokus på en række lande, hvor kampen for at kunne gå med i en Pride-parade også er en kamp for at få lov til at leve som den, man er - uden frygt for diskrimination og overgreb.

Til det formål har organisationen inviteret to LGBT-personer fra henholdsvis Uganda og Tyrkiet.

- Det er begge lande, hvor det er svært at være LGBT-person. Og begge steder forsøger staten i høj grad at begrænse rettigheder på forskellige måder, siger Helle Jacobsen og tilføjer:

- Vi har inviteret dem for at fortælle om situationen, men også for at give dem muligheden for at gå med i en Pride-parade uden at skulle være bekymret for nogen repressalier.

Ifølge Amnesty har Pride i mange år været afgørende for kampen imod homofobi og transfobi.

De har ifølge organisationen været med til at sende et signal om, at ingen skal finde sig i at blive diskrimineret på grund af deres seksualitet eller identitet.

Og mens rettighederne for LGBT-personer er under pres i mange lande, så er der ifølge Amnesty også stadig ting at kæmpe for i Danmark.

- I øjeblikket er der debat om at ændre reglerne for juridisk kønsskifte, så også børn og unge under 18 kan skifte cpr-nummer og navn. Det er glædeligt, at der tegner sig et flertal, da det er en menneskeret at kunne definere sin egen kønsidentitet, siger Helle Jacobsen.

Copenhagen Pride løber over de næste fem dage og afsluttes med den store Pride-parade lørdag.

/ritzau/