Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International har udstedt en ny global rejsevejledning, som opfordrer turister verden over til at være påpasselige, hvis de rejser til USA.

Ændringen i rejsevejledningen sker som følge af de seneste masseskyderier, hvor flere end 30 mennesker har mistet livet.

'Amnesty International råder folk verden over til at udvise agtpågivenhed og have en beredskabsplan klar, når de rejser i USA. Denne advarsel bliver udstedt i kølvandet på de mange tilfælde af masseskyderier i landet,' skriver organisationen i vejledningen.

22 mennesker blev dræbt i et masseskyderi i El Paso, Texas, lørdag. Blot få timer senere mistede ni mennesker livet i et nyt masseskyderi søndag morgen lokal tid i Dayton i Ohio.

21-årige Patrick Crusius er sigtet for drabene i El Paso.
21-årige Patrick Crusius er sigtet for drabene i El Paso. Foto: HANDOUT
Vis mere

Mindre end en uge forinden blev tre personer skudt og dræbt på madfestivalen Gilroy Garlic Festival i byen Gilroy i det nordlige Californien.

I rejsevejledningen bliver rejsende, som besøger USA, rådet til at undgå steder med store folkemængder - det inkluderer religiøse festivaler, skoler og indkøbscentre.

I en pressemeddelelse fortæller Ernest Coverson, kampagneleder for 'End Gun Violence' hos Amnesty International, at den skærpede rejsevejledning har været nødvendig i kølvandet på massakrene.

»Rejsende bør være forsigtige, da landet (USA, red.) ikke på tilstrækkelig vis sikrer folks ret til at være trygge,« siger han ifølge ABC News.

Foto: MARIO TAMA
Vis mere

Tirsdag advarede lande som Uruguay og Venezuela sine indbyggere mod at rejse til USA. Det skriver CNN.

Udenrigsministeriet i Uruguay opfordrer deres borgere til at 'tage forholdsregler på grund af den øgede vold knyttet til hadforbrydelser, racisme og diskriminering'.

Uruguay advarer specielt mod at rejse til byerne Detroit, Baltimore og Albuqerque, som er på listen over de 20 farligste byer i verden ifølge CEOworld Magazine 2019 index.

Udenrigsministeriet i Danmark har - på trods af den seneste uges masseskyderier - på nuværende tidspunkt ikke ændret i deres rejsevejledning for USA.