Midt i en ophedet politisk situation lander en amerikansk delegation med senatorer og medlemmer af Repræsentanternes Hus i København fredag.
Og ifølge USA-ekspert David Trads er det nærmest historisk. Det siger han til TV 2.
»Det er toppen af poppen, og for Danmark kan det næsten ikke blive bedre,« siger David Trads til mediet.
Delegationen består nemlig af demokrater og republikanere, og det sender et stærkt signal om, at Kongressen står fast på Nato-samarbejdet, lyder det.
Og det kan betyde, at presset på den amerikanske præsident, Donald Trump, øges – ikke kun i den offentlige debat, men også i Kongressen, hvor republikanere kan tippe balancen i spørgsmålet om Grønland.
Spørgsmålet, der går på, hvorvidt Trump kan få lov til at annektere Grønland.

Trump har ifølge eksperter ingen ret til at erklære krig uden om Kongressen, selvom han tidligere har påstået, at USAs forfatnings artikel 2 giver ham den myndighed.
Det er i alt 11 amerikanske politikere, der kommer på besøg i København for at drøfte samarbejdet mellem Grønland, Danmark og USA.
Det drejer sig om senatorerne Chris Coons, Dick Durbin, Peter Welch og Jeanne Shaheen fra Det Demokratiske Parti samt Thom Tillis og Lisa Murkowski fra Det Republikanske Parti.
Fra Repræsentanternes Hus kommer demokraterne Steny Hoyer, Gregory Meeks, Madeleine Dean, Sara Jacobs og Sarah McBride.
Senatorerne har stor indflydelse i USA. Ifølge David Trads kan man sammenligne deres position med en dansk statsminister, fordi hver senator repræsenterer en hel delstat og har en omfattende stab bag sig.
Blandt deltagerne er også de grønlandske folketingspolitikere Aaja Chemnitz (Inuit Ataqatigiit) og Aki-Matilda Høegh-Dam (Naleraq), som begge har været med til at få besøget i stand.

