De bliver ofte oppe til sent om natten, og så er de som zombier resten af dagen.

Manglende søvn kan påvirke teenageres udbytte af undervisningen i skolen, men nu har amerikanske forskere fundet en mulig løsning. Det skriver New Scientist ifølge Videnskab.dk.

Lad teenagerne møde senere i skole, lyder rådet fra forskerne, der har undersøgt effekterne af at skubbe mødetidspunktet med 55 minutter i to amerikanske skoleklasser fra byen Seattle i Washington.

Begge klasser skulle møde til undervisning i biologi på 10.klasses-niveau, men den ene af klasserne mødte til time klokken 7:50 om morgenen, mens den anden mødte 8:45.

Gennem et apparat på håndleddet kunne forskerne måle de to klassers sovevaner, og det viste sig, at de, der mødte senere, i gennemsnit fik 34 minutter mere søvn om dagen.

Udover en halv time mere under gåsedunene, fik den klasse, der mødte senere, også i gennemsnit fem procent bedre karakterer end den anden klasse.

Det kan ifølge en forskerne bag, Horacio de la Iglesia, professor i biologi ved University of Washington, skyldes, at søvn er afgørende for vores evne til at lære og huske ting.

Klassen, der fik mere søvn, havde desuden et bedre fremmøde til timerne. I gennemsnit havde de to færre sygedage, og så var eleverne bedre til at møde til tiden.

Det nye studie er ifølge New Scientist det første, der beviser, at senere mødetider gavner teenagere, ved at bruge et objektivt måleapparat - en måler på håndleddet - frem for elevernes egne informationer om deres sovevaner.

Det er dog usikkert, om resultaterne kan overføres til danske forhold.

Andre artikler på Videnskab.dk