Efter 15 år er det slut med en fast efterårstradition i Odense.

Det amerikanske selskab Warner Bros. har meddelt Harry Potter Festivalen, at den ikke må bruge præcise navne og stedbetegnelser fra de J.K. Rowlings bog-univers. Det betyder, at festivalen ændrer navn til 'Magiske Dage i Odense', skriver Fyens Stiftstidende mandag.

»Vi har hele tiden vidst, at Warner var opmærksom på vores størrelse, og vi har hele tiden bevidst holdt merchandise ude af festivalen, så den fik et lokalt præg. Med sidste års 12.500 gæster var vi sikker på, at festivalen havde nået sin størrelse, så det hænger sammen og stadig er en hyggelig festival at deltage i. Men det er alligevel blevet for stort for dem, og så må vi bøje os og rette os ind, så vi ikke risikerer, at de anlægger sag mod os,« siger Søren Dahl Mortensen, der siden starten har stået i spidsen for festivalen, til avisen.

Ændringen betyder blandt andet, at deltagerne ikke længere kan komme ind på Hogwarts, men i stedet må nøjes med Troldemandsskolen.