Den amerikanske dokumentarfilm "You Can See Everything", der omhandler den svindeldømte amerikanske kvinde Elizabeth Holmes, får dansk biografpremiere.

Det oplyser produktionsselskabet SF Studios i en pressemeddelelse.

Fra den 19. november vises dokumentaren i danske biografer.

Elizabeth Holmes er kendt for at have grundlagt virksomheden Theranos, hvis teknologi blandt andet skulle kunne opdage sygdomme ud fra en enkelt bloddråbe.

I 2022 blev hun idømt 11 års fængsel for svindel.

- Nogle film er ganske enkelt uundgåelige. "You Can See Everything" har allerede skrevet filmhistorie med den største amerikanske åbning for en dokumentarfilm af sin slags i over 20 år, siger filmchef i SF Studios, Frederik Malling Juul.

I dokumentaren er filmholdet, 34 dage før den dengang 39-årige Elizabeth Holmes skal i fængsel, inviteret til at følge hendes hjem og familieliv. Det ender med at vare i tre år, lyder det.

Den næsten tre timer lange dokumentar fik premiere i USA i midten af oktober, hvor den indspillede for 45 millioner dollar på to uger.

- Den er blevet et fænomen, og det er nærmest en underdrivelse at sige, at interessen for filmen også herhjemme har været overvældende, tilføjer Frederik Malling Juul.

Det er som 19-årig, at Elizabeth Holmes i 2003 i Silicon Valley stifter virksomheden Theranos, hvis teknologi medfører indkassering af store pengebeløb fra investorer.

Da virksomhedens værdi var højest, lød vurderingen på ni milliarder dollar, hvilket svarer til 60 milliarder danske kroner.

I 2018 måtte virksomheden lukke, da anklager fik amerikanske myndigheder til at inspicere virksomhedens laboratorier.

Anklagerne blev blandt andet rapporteret af The Wall Street Journal og lød på, at den blodprøveteknologi, som virksomheden hævdede at have udviklet, ikke virkede.

I 2022 blev den dengang 37-årige iværksætter kendt skyldig i fire ud af elleve anklager om svindel.

Dommen lød på 11 års fængsel.

RITZAU